Skal han i bad eller bare støves af? Det simple spørgsmål, der åbenbart ikke er spor simpelt, har skabt et verdensomspændende skænderi blandt kunsthistorikere og eksperter i restaurering. Manden i stormens centrum, den 4,20 meter høje Michelangelo-statue 'David', står imidlertid klippefast og tilsyneladende urørlig af postyret omkring ham. Det handler om den italienske renæssancemaler og billedhugger Michelangelos mest berømte skulptur, der runder 500 somre og vintre næste år. I 11 år har eksperter forberedt en restaurering af statuen, der i dag står på Galleria dell'Accademia i Firenze, men som tilbragte næsten 400 år under åben himmel på en plads i byen. 'David' er blevet kortlagt centimeter for centimeter fra tånegle til læbeparti i et digitalt program, der tillader eksperterne at nærlæse skaderne på marmorhuden, og en særlig kran er blevet konstrueret, så der kan poleres og pudses i alle højder. Nu mangler der blot enighed. Om hvorvidt 'David's hud kan tåle vand og sæbe, eller om han skal børstes over med blide strøg fra tørre pensler og bløde klude. Restauratricen Agnese Parronchi gik af i april, fordi hun nægtede at vaske 'David' med vand, og i stedet er en - om man vil - mindre pylret ekspert, Cinzia Parnigoni, blevet sat til at lede arbejdet. Firenzes kunstansvarlige mener, at 'David' er robust nok til en gang vand og sæbe, og den italienske regering har beordret afvaskningen til at starte i september. Den vil vare seks måneder, men foregår uden for åbningstid, så ingen af de gennemsnitligt 1,2 millioner turister, der hvert år beundrer 'David', skal gå forgæves. Ekspertprotest Men 39 internationale eksperter er via e-mail gået til modangreb på afvaskningen og kræver beslutningen overladt til en international komite. »I lyset af konflikten omkring metode og det faktum, at der ikke eksisterer en overhængende fare for statuen, mener underskriverne (af dette brev), at enhver beslutning bør udsættes«, hedder det i en skrivelse fra den amerikanske forening Artwatch International, der ledes af professor James Beck fra Columbia University. Protesten har fået Firenzes kunstansvarlige, Antonio Paolucci, til at svare igen og sige, at italienerne ikke behøver at modtage lektioner. »Vi er de bedste i verden til restaurering. Der er ingen grund til at dramatisere noget, der i virkeligheden bare er en let afpudsning, endda under tæt overvågning«, har Paolucci sagt til journalister. Globaliseret kunsthysteri med andre ord? Ikke tale om, siger kunstskribenten Jonathan Jones, der i et langt indlæg i den britiske avis The Guardian gør sig til talsmand for forsigtighed. Han kalder italienernes holdning for nationalistisk og kritiserer generelt eksperter i kunst og restaurering for at opføre sig som videnskabsmænd, der kender den endegyldige sandhed. »Sandheden er, at restaurering, ligesom historie og kritik, er subjektiv og partisk. Den bør derfor i det mindste være forsigtig«, skriver Jones. Han mener, at restaureringseksperter som hovedregel bør gå ind for ikkeintervention undtagen i de tilfælde, hvor manglende indgriben anses for at være uansvarlig. I tilfældet 'David' er der overhovedet ingen grund til at gøre noget som helst, mener han. 'David' er ikke nogen beskidt dreng, han er blot blevet 'nappet' af tidens tand. Skænderierne om 'David' lyder som et ekko af de seneste års diskussioner om restaurering af andre verdensberømte kunstværker. Fra Det Sixtinske Kapel i Vatikanmuseet i Rom til Leonardo da Vincis vægmalerier af den sidste nadver i Milano har eksperter skændtes før, under og efter restaureringen af værkerne. For hvem kan i dag udtale sig med sikkerhed om farvetonerne i et freskomaleri fra 1500-tallet? Med 'David' er snakken dog en lidt anden. For den massive marmorblok, af hvilken 'David' fødtes med Michelangelo som jordemoder, er ikke så let at nedbryde som sarte fresker. Men vejrliget og florentinerne var unægtelig barske ved 'David', da han i næsten 400 år stod på Piazza della Signoria i Firenze. Bare otte år gammel blev 'David' i 1512 ramt af et lyn, og i 1527 mistede han sin venstre arm under et folkeoprør, men fik dog en ny. I 1813 blev en beskadiget finger på højre hånd repareret, og i 1843 blev hans perfekte marmormuskler og silkebløde hud ligefrem renset med syre, hvad der senere er blevet kaldt en barbarisk handling. I 1991 gik en vred italiensk kunstner til angreb på 'David's tæer med en hammer. Set i lyset af den lange række af voldshandlinger kan det virke ret ligegyldigt, om der bruges vand eller støveklud til ansigtsløftningen før 500-års dagen. Men ve den, der siger det til eksperterne.