Jonathan Swifts 'Gullivers rejser' går normalt ikke for at være et meget erotisk eller undergravende værk. Men klassikeren figurerer nu sammen med Ernest Hemingway og den indiske digter Vikram Seth på en liste over bøger, der er i søgelyset på det store universitet i Punjab i Lahore, Pakistan. Et kvindebryst Det er skildringen af et kvindebryst i 'Gullivers rejser', som har fået en gruppe fremtrædende lærere på universitetet i Lahore til at skride ind, og ifølge det britiske dagblad The Guardian og pakistansk presse har landets præsident, general Pervez Musharraf, billiget aktionen. Flere lærere og professorer ønsker litteratur, som 'hylder' alkohol og sex, fjernet fra universitetsbibliotekets reoler, mens andre kæmper for retten til at læse hovedværker i verdenslitteraturen uanset deres stil og indhold. Slaget er ikke afgjort, og universitets ledelse forsøger at afdramatisere sagen. Men tilsvarende diskussioner finder sted andre steder i Pakistan og de muslimske lande. Ny tendens Senest har den marokkanske filminstruktør Nabil Ayouch været tvunget til at skære en række scener ud af sin nye film for i det hele taget at kunne vise den i sit hjemland. Censuren ønskede at forbyde filmen med titlen 'Une minute de soleil en moins', 'Et minuts sol mindre', med henvisning til filmens erotiske scener, og det skete efter en voldsom kampagne fra yderligtgående muslimske grupper og parlamentarikere fra partiet PJD, 'Partiet for retfærdighed og udvikling'. De krævede også den offentlige støtte til filmen tilbagebetalt og fik støtte fra flere ministre. Det er en ny udvikling i Marokko, hvor regeringen har forsøgt at holde de yderligtgående muslimske kræfter stangen. Men disse kræfter sætter i stadig højere grad dagsordenen, som Nabil Ayouch og andre kunstnere har udtalt i flere interview. Kendte kunstnere holder sig væk I nabolandet Algeriet har progressive kunstnere været blandt ofrene for den terror, yderligtgående grupper omkring partiet FIS, 'Den islamiske frelserfront', siden 1988 har rettet mod alle, der ikke støtter deres krav om oprettelsen af en islamisk republik i Algeriet. Det er især gået ud over kunstnere fra den kabylske del af landet og rai-sangere, og selv internationalt kendte kunstnere som sangeren Khaled har i flere år ikke turdet optræde i hjemlandet. De har holdt sig til Frankrig, men selv her er radikale muslimske organisationer begyndt at gå efter kunstnere, der skriver eller ytrer sig kritisk over islam. I efteråret måtte forfatteren Michel Houellebecq forsvare sig i en retssal mod anklager om, at han i en bog og interview havde 'hånet' islam. Sex er tabu Udviklingen i Pakistan går i samme retning, og ved de seneste lokalvalg havde yderligtgående muslimske partier stor fremgang med krav om indførelse af det islamiske retssystem, sharia, der også sætter regler for menneskelig adfærd på stort set alle områder. Et af disse partier har hovedkvarter i Lahore. Blandt andet skal de studerende skånes for alle former for hentydninger til sex, mener en gruppe lærere, der med lektor Shahbaz Arif i spidsen har gennemgået den engelsksprogede litteratur på universitetet. Bag dette initiativ står ifølge The Guardian blandt andre præsident Musharrafs kone. »Det er nødvendigt med begrænsninger. Hovedparten af de studerende kommer fra en baggrund, hvor der ikke er adgang til litteratur. Sex er tabu. Det er meget svært at undervise i disse ting. Vi må være meget forsigtige i udvælgelsen af tekster«, siger han til The Guardian. Hemmingway for voldsom Det er blandt andet gået ud over Ernest Hemingways 'Og solen går sin gang'. »Alle hovedpersonerne er seksuelt afvigende. Mændene er homoseksuelle. Kvinderne lesbiske eller promiskuøse. Brett Ashley er nymfoman, osv.«, skriver han i rapporten. Han gør også op med værker af blandt andre dramatikeren Sean O'Casey, og om digteren John Donne hedder det, at »næsten hvert digt har en henvisning til sex, og digteren ønsker at tage hver kvinde med i seng for at få seksuelle fornøjelser«. Sagen er ikke afgjort, men uanset udfaldet frygter mange intellektuelle i Pakistan og andre muslimske lande, at striden i Lahore kun er et af de første eksempler på en aggressiv kultur- og religionskamp.