Det var en lørdag aften. I en bar på Midtfyns Festival stod en venlig ung mand. Ham bad vi om en cola og en fadøl. Colaen fik vi straks, overhældt fra flaske til det obligatoriske plastikkrus. Øllet måtte desværre vente, fordi vor ven bartenderen ikke kunne skænke sådan en fadbamse op. »Hende, der normalt skænker øl op, er på toilettet. Og hvis jeg gør det, skummer det bare for meget«, forklarede han med det venlige smil, som nok er det nærmeste, man kommer en profil på Midtfyns Festival. Naturlovene er sat ud af kraft Mon ikke de fleste danskere har deltaget i en havefest, hvor man selv skænkede fadøl op? Mon ikke de praktisk taget alle sammen klarede opgaven nogenlunde, i hvert fald efter det første glas og før det tiende? Men sådan er det altså ikke i Ringe. Naturligvis, fristes man til at sige. Ikke for at være ondskabsfuld, for hvem vil sparke til et arrangement, der allerede ligger ned og oven i købet gør det i en pløret plovemark? Nej, fordi det virker, som om enhver form for naturlov og logik er sat ud af funktion i disse ellers så milde omgivelser. »Det giver jo ingen mening«, som min ven redaktøren udbrød gang på gang, mens han hovedrystende traskede gennem blandingen af byfest, mudderbrydning og rockkoncert senere samme aften. Brunt pløre er ikke det eneste problem Og det er desværre så sandt, som det er sagt. Oven i købet er det igen i den forløbne weekend sagt og skrevet så mange gange, at man næsten ikke orker at gentage det. Men alligevel. Selv om man kun kan have den dybeste medfølelse for et arrangement og nogle arrangører, som nu to år i træk har set alle de søde drømme plaske væk i en styrtsø af regn og brunt pløre, så er uvejret langtfra hele forklaringen på mangelen på mening og retning. Hvis det ikke regnede i Danmark om sommeren, hvad det jo altså har det med at gøre, havde Midtfyns Festival måske tjent lidt flere penge på lidt flere deltagere end de omkring 23.000, som ledelsen i går stædigt fastholdt, der var. Hvordan dælen de så fandt dem, skal vi ikke kunne sige. For det var ikke på den trøstesløse plads, der endnu en gang forekom forladt af sjæl og mennesker. Men selv ikke dét havde fjernet indtrykket af et arrangement i vildrede med sig selv. Og en ledelse, der siger, at man satser på de helt unge og hyrer nogle halvgamle og heldyre topnavne, som de unge er ligeglade med. Når man så gemmer de unges topband Nik & Jay væk til en mærkværdig placering søndag eftermiddag, som om man havde dårlig samvittighed, er det, meningsløsheden griber om sig. Sælger ud af værdierne Og når man vælger at spise sin målgruppe af med et Sin City, der minder om ungdomsrejser til chartermål i Syden med kulørte drinks og dunkende diskomusik, der overdøver livemusikken på scenerne ved siden af, er det at sælge totalt ud. Hvorfor dog ikke vise den eftertragtede ungdom et alternativ til plat og pop? I stedet for at spille med på den samme plade, der kører i samme rille fra Kolding til Caleila i Spanien? Det er muligt, at Midtfyns Festival endnu en gang lige får røven slæbt ud af mudderskorpen. Men det kurerer ikke problembarnet i den ellers så kernesunde og fornuftige festivalfamilie i Danmark. Hvis fremtiden ikke skal bestå af en dødssejler på slingrekurs i et mudderhul, skal der ske noget nu. Man skal have en profil. Om det skal være den disko- og dansktopfestival, der såmænd kunne være en frisk nyskabelse, og som publikum åbenbart helst vil have, hiphop, teenagepop, klassisk rock, børnerock eller kammermusik, er sådan set ligegyldigt. Men uden et holdbart brand i disse tider er man nothing i eventkulturen. Dernæst kunne man med fordel flytte arrangementet til uddannelsesbyen Odense og måske ligefrem skabe en festival med ambitioner. Om at ville noget, at turde noget. Måske ligefrem noget, man kunne blive klogere af. Det blev man mildt sagt ikke i den forløbne uge i Ringe. Hvor noget dog også tyder på, at det ikke er meningen. I hvert fald var dette års arrangement et storslået eksempel på, hvad der sker, hvis man ikke lærer af sine fejltagelser og bare overlader ansvaret til de nådesløse vejrguder over Danmark.