Det var helt efter bogen. Femte bind af Harry Potter ramte natten mellem fredag og lørdag boghandlerne verden over og slog helt som forventet alle rekorder, inklusive sine egne. Overhalede Hollywood I USA solgte 'Harry Potter and the Order of the Phoenix' over fem millioner eksemplarer i løbet af den første dag. Det var cirka dobbelt så meget som John Grishams seneste thriller, 'The Summons', har solgt på et år, og betydeligt mere end de godt tre millioner eksemplarer bind fire i Potter-serien solgte den første dag, da den udkom for tre år siden. Selv Hollywood måtte se sig overgået. De fem millioner solgte eksemplarer betød, at omsætningen på Potter-bøgerne var større end de 63 millioner dollar, som amerikanerne i weekenden brugte på at gå i biografen og se den nye Hulk-film. Og det samme gjorde, med varierende styrke, sig gældende i resten af verden. I Storbritannien rapporterede supermarkedskæden Tesco, at den havde solgt 317.400 kopier i løbet af de første 24 timer. Næsten otte gange så mange som de 42.000 eksemplarer den solgte af bind fire, i løbet af den første uge efter det var udkommet, og begejstret opfordrede de britiske aktieanalytikere mandag forlaget Bloomsbury til at skynde sig med at udgive bind seks og syv - uden at bekymre sig nærmere over, hvordan forlaget skulle kunne presse Rowling, der allerede er landets rigeste kvinde. Glæde i Danmark Og også i Danmark gik det hårdt for sig, boghandlere over hele landet holdt midnatsåbent, og selv om Troels Bek, underdirektør i Arnold Busck Boghandel, ikke vil afsløre hvor mange bøger Potter-bøger, de har solgt, er han en glad mand. »Det har overgået alle vores forventninger, vi har simpelthen aldrig oplevet noget lignende, særligt ikke med en engelsk bog«, siger han og oplyser, at salget er mange gange større, end da den sidste Potter-bog udkom. Er den for lang? Men en ting er kommerciel succes, den var fuldkommen forudset, det eneste spørgsmål var størrelsen og omfanget. En ganske anden, men på sigt måske vigtigere, ting er, hvordan den så længe ventede bog så var. Levede den op til forventningerne, var den for lang, for kedelig eller bare lige i øjet? Af de danske aviser var det kun Berlingske Tidende og Politiken, der på en højhellig fridag var hjerteløse nok til at tvinge en af deres anmeldere til at købe bogen, læse de godt 700 sider og skrive en anmeldelse i tide til søndagsavisen. På Berlingske var den lidet misundelige opgave gået til Kari Sønsthagen, der uden direkte at ville sige det, virkede en anelse skuffet. Fan er hun dog stadig. »Rowling strammer buen til bristepunktet uden at sende pilen af sted, og alt ligger klar til nye krige i bind seks og syv«, konstaterede hun optimistisk efter at have læst, hvad der efter hendes mening var »det mest intense, komplekse og krævende bind i Potter-serien«. Væk var »det sjove og frække«, nu var det alvor, så meget at Kari Sønsthagen sine steder fandt alvoren »direkte knugende«. Spændende til sidst »Humoren er dog heldigvis ikke luget helt ud af femte bind, og forfatteren er som sædvanlig eminent i sin replikbehandling«, trøstede Sønsthagen sig med, selv om hun var i tvivl om, hvorvidt bogen »med sin større tyngde og tydelige litterære ambitioner vil ramme sin sammensatte læserskare i lige så høj grad som de foregående bind«. Politiken havde sendt Helle Hellmann på arbejde, og efter en lang dags læsning var hendes konklusion på spørgsmålet om, hvorvidt bogen levede op til forventningerne, at det gjorde den - til allersidst. »J.K. Rowling (tager) sig god tid, og man skal meget langt ind i bogen, faktisk mere end halvt igennem den, før der sker noget, der i drama svarer til den fjerde bog«, skrev Hellmann, som ærgrede sig over, at det først »i den sidste tredjedel eksploderer løs med kaos, anarki, løbske drager og kampen mellem dæmonerne og Dumbledores tapre hjælpere«. For hende var længden et problem. Bogen var »ret lang i spyttet«, og hvor nødigt hun end ville, må Helle Hellmann indrømme, at hun »fandt de alenlange beretninger om problemerne på skolen jævnt hen kedelige«. Men når enden er god, er alting som bekendt godt, og sådan havde Hellmann det efter endt læsning. »De sidste 200 sider er fulde af alt det dramaguf, som man havde håbet på var sluppet løs af forfatteren langt tidligere i bogen«, skrev hun og sad samlet tilbage med en »tilfreds følelse«. B.T.: Helt i top B.T. havde været mere nådig, og givet Mette Strømfeldt hele weekenden. Og at dømme efter anmeldelsen var det en ren fornøjelse. Al medieomtalen var efter hendes mening fuldt fortjent, og snakken om, at bogen var for lang, var noget sludder. »Rowling er bare ikke til at stoppe i sin storslåede fortælleglæde, der ikke efterlader et eneste kedeligt øjeblik på en eneste side«, skrev hun og glædede sig over, at der »som sædvanlig er et væld af forunderlige indfald og magiske skabninger i Rowlings univers. Det er ganske enkelt i åndeløs beundring, man som læser bliver nødt til at have et øje på hver finger for at følge med«. Allermest fængslende var det efter hendes mening at følge Harry vokse og udvikle sig. Den eneste sky på Strømfeldts horisont var, at »Harry Potters bedrifter lader til at komme lovlig tæt på Tolkien«. Men selv det kunne ikke for alvor bekymre hende. »Sådan som Rowling kan blive ved med at trylle, er der ikke noget at være urolig for. Hun er og bliver helt sin egen«. Delte meninger i USA I USA var meningerne også delte, men mest positive. New York Times anmelder Michiko Kakutani var, med visse forbehold, begejstret. Ganske vist var starten ikke helt vellykket, og det tog noget tid for handlingen at falde helt i hak, men så var den der også. »Forfatterens mod, fortælletalent og utrættelige opfindsomme forestillingsevner overtager hurtigt og forener med autoritet og lethed det almindelige og det forbløffende, det psykologiske og det allegoriske«, skrev Kakutani, der også var imponeret over, hvor mange litterære genrer som det atter lykkedes Rowling at forene til et nyt, originalt hele. Allerbedst var efter Kakutanis mening dog stadig hele Rowlings magiske univers. »Ligesom i de tidligere bøger er der så mange detaljer, at det er som om, vi kigger gennem et spejl ind i en verden så livagtig som Tolkiens Midgård eller L. Frank Baums Oz«. Endnu mere begejstret var Deirdre Donahue i USA Today, der roste bogen som meget bedre end bind fire og udnævnte Rowlings prosa til at være ligefrem »magisk«. Sex og Hermione Det var ikke just et ord, som faldt San Francisco Chronicles anmelder David Kipen ind. Tværtimod, hele bogen var efter hans mening én lang gentagelse, og at læse den var lidt som at »være fanget i et fly, hvor luften er blevet genbrugt for mange gange«. Efter Kipens mening kunne det ikke være meget værre. Kampen med Voldemort var forudsigelig, kampene til sidst latterlige, og Harry jævnt hen kedsommelig. Eneste lyspunkt var Hermione, som Kipen trods sin generelle modvilje ikke kunne lave være med at »blive lidt uskyldigt forelsket i«, ikke mindst da hun forsøgte at forklare Harry lidt om piger, sex og kærlighed. Men de virkelige dommere er naturligvis ikke de professionelle anmeldere, men de mange millioner børn og unge, der med længsel har ventet på Potters genkomst. Deres dom er endnu ikke for alvor faldet. Dertil er bogen trods alt for lang, men ifølge Sunday Times er de første meldinger positive. Avisen har ladet et juniorpanel læse bogen, og trods visse betænkeligheder er de tilfredse. Den 13-årige Charlotte Ryan brokker sig således i avisen over, at der ikke er nok følelser i forbindelse med det meget omtalte dødsfald på en af Harrys venner, men konkluderer alligevel, at bogen var »værd at vente på«. Det samme mener 14-årige Elen Griffiths, der trods skuffelse over, at Harry ikke er blevet mere moden, efter endt læsning havde lyst til »at begynde forfra og læse den en gang til«. Det er den slags fans, formuer bliver skabt af.