Det er en noget groggy kunstnerisk chef, Thierry Fremaux, der nu for første gang udtaler sig, efter at årets filmfestival i Cannes af en næsten enstemmig international presse er blevet gennemheglet for at være den svageste i mange, mange år med en masse mærkværdige film, der aldrig burde have fundet vej til et konkurrenceprogram. Han mener således, at den væsentligste årsag til den hårde kritik nok er, at forventningerne har været for høje. »Det er ikke overraskende, at vi får et kontrastfyldt år. To år med roser følges af et med torne. Men Cannes er stadig toppen af alle filmfestivaler«, siger Thierry Fremaux til filmmagasinet Screen International. Hans tilføjelse om, at Cannes stadig er toppen, hentyder til, at flere anmeldere har konstateret, at Cannes med et så miserabelt program som i år skal tage sig gevaldigt sammen for at kunne fastholde positionen som verdens kunstnerisk mest betydningsfulde filmfestival. Filmfestivalerne i Venedig og i Berlin kan med blot rimelige programmer hale godt ind på Cannes. At juryens uddeling af priser, herunder ikke mindst tildelingen af Guldpalmen til amerikaneren Gus van Sants 'Elephant' og den totale forbigåelse af manges favorit, Lars von Triers 'Dogville', også blev udsat for stærk kritik, har kun øget presset på folkene bag Cannesfestivalen. Thierry Fremaux har også statistikken imod sig. Godt nok viser en opgørelse, at festivalerne i Cannes i 2001 og 2002 lå exceptionelt højt på listen over, hvordan et panel af internationale filmanmeldere bedømte det aktuelle års film i hovedkonkurrencen, men opgørelsen viser også, at årets udgave af Cannesfestivalen er bundskraberen set over de sidste ti år. Det faktum får Thierry Fremaux til at henstille til anmelderne om ikke at forvente, at hver eneste af konkurrencefilmene skal være et mesterværk, og at de måske kunne være knap så hurtige på aftrækkeren i nedgøring af en film. Hvis filmene fik lov til at komme lidt på afstand, ville bedømmelsen måske blive anderledes, mener Thierry Fremaux, der dog presset erkender, at der har været problemer med udvælgelsen af film i år. »Før festivalen startede, vidste jeg, at dette ville blive et svært år, et overgangsår«, lyder det fra Fremaux, der henviser til, at anerkendte instruktørnavne som Coenbrødrene, Jane Campion, Quentin Tarantino, Emir Kusturica, Theo Angelopoulos og Wong Kar Wai mod forventning ikke nåede at færdiggøre deres film, så de kunne deltage i Cannes. Kedelig oralsex Ud over den generelle kritik af et usædvanligt svagt kunstnerisk program var der også en enkelt film, der skilte sig ud på meget negativ vis. Det var amerikaneren Vincent Gallos ekstremt kedsommelige egotrip 'The Brown Bunny', der med utilsløret oralsex blev betegnet som den værste film i mands minde. De hårde reaktioner mod den film kan Fremaux ikke forstå. »Det er fuldstændig i tråd med festivalens tradition at fremkalde sådanne reaktioner, og på en måde beviser det, at film er et kraftfuldt medium og fremprovokerer reaktioner. Men jeg vil dog aldrig udvælge en film til konkurrenceprogrammet udelukkende på grund af den mulige chokeffekt«. Som ved alle andre filmfestivaler er systemet i Cannes det, at festivalen selv - med Thierry Fremaux som øverst ansvarlige - udvælger de film, der skal konkurrere om priserne, mens det er en uafhængig jury med skiftende medlemmer år for år, der suverænt bestemmer, hvilke film der skal præmieres.