Dirty Harry kommer ikke igen

72-årige Eastwood hilser på pressen i forevisningen af 'Mystic River' fredag. - Foto: AP
72-årige Eastwood hilser på pressen i forevisningen af 'Mystic River' fredag. - Foto: AP
Lyt til artiklen

»De store filmstudier vil gerne have, at jeg f.eks. genoptager rollen som Dirty Harry, men der er nogle ting, man skal lade ligge og se at komme videre i sit liv. Min nye film var noget svær at skaffe penge til, men den viser, hvor jeg som filmmager står i dag. Jeg vil gerne have et seriøst, voksent publikum i tale«. Ordene kom i går i Cannes fra det amerikanske filmikon, skuespilleren og instruktøren Clint Eastwood, der skabte lige så meget medieopmærksomhed, som da Lars von Trier og Nicole Kidman præsenterede 'Dogville'. Og med sin entre i det overfyldte pressekonferencelokale vakte den om få dage 73-årige amerikaner med de karakteristiske sammenknebne øjne (på grund af projektører fra tv-kameraer) da også minder om scener fra hans lange række af film. Clinten er blød og dyb Og hvis nogen stadig skulle gå rundt med den vildfarelse, at Clint Eastwood eller 'Clinten', som vi foretrækker at kalde ham, kun er til hårdtslående actionfilm med sig selv som machomanden over alle, så blev den i hvert skudt godt og grundigt ned. Verdenspremieren på hans nye film, dramaet 'Mystic River', viser ham som en filmmager, der på effektiv måde kan dykke ned i de dybere psykologiske lag hos mennesker i udsatte situationer. Indfrier forventningerne En af hans virkelig kendte replikker, der nærmest er blevet kult, lyder: »Make my day, punk!«. En håbefuld filmskribent i Screen International havde forud for premieren omskrevet denne replik til »We hope that Clint Eastwood would make everyone's day« (vi håber, at Clint Eastwood vil redde alles dag). Baggrunden er, at konkurrenceprogrammet på årets festival er det tyndeste i mange år med en absolut bundskraber i den amerikanske film 'The Brown Bunny' af Vincent Gallo. Flot spil Og skribentens håb blev til fulde opfyldt. Ikke sådan, at filmen formentlig kan true 'Dogvilles' førerposition som de flestes favorit til Guldpalmen søndag aften, men det er et solidt drama, flot spillet af et imponerende ensemble af stjerneskuespillere som Tim Robbins, Sean Penn, Kevin Bacon, Laurence Fishburne og Marcia G. Harden. For en gangs skyld holder Eastwood sig bag kameraet og er ikke med som skuespiller. Det udløste spørgsmål om, hvorvidt en snarlig pensionering som skuespiller står for døren. »Det var skønt ikke også at skulle spille, men bare kunne stå og betragte dette fantastiske hold af unge skuespillere. Det mest talentfulde, jeg nogensinde har arbejdet med. Med hensyn til eventuel pensionering, så har jeg tænkt over det i de sidste 30 år. Jeg troede efter 'Play Misty for Me' i 1970, at nu skulle jeg kun bag kameraet, men det er som bekendt ikke rigtig blevet til noget, men måske kommer det, før I tror«. Det værste 'Mystic River' er et drama udspillet i Boston om tre mænd (spillet af Bacon, Robbins og Penn), der mødes 25 år efter, at de som børn tabte kontakten til hinanden. »Jeg blev fascineret af denne historie om, hvordan en hændelse i barndommen kan påvirke så mange menneskers liv så mange år efter, og for mig er børnemishandling noget af det værste, der findes. Det har så langtrækkende konsekvenser«, sagde Eastwood, der især føler sig tiltrukket af historier med modhager, som giver instruktøren problemer. Ingen problemer med holdet Problemer med skuespillerholdet havde Clinten dog ikke. De var så opslugte af rollerne, at de på eget initiativ og uden instruktørens tilstedeværelse gennemførte ekstra øvelser. »Det passede mig fint. Jeg har det bedst med at arbejde på den spontane måde. Jeg vil gerne have, at skuespillerne først viser mig, hvad de har at byde ind på til rollen, og så er der måske efterfølgende behov for en snak om korrektioner«, lød det fra Clint Eastwood, der havde Tim Robbins og Kevin Bacon med til pressekonferencen. 'Går ind for ytringsfrihed' Som nærmest et standardspørgsmål til alle amerikanske skuespillere og instruktører på filmfestivalen blev også Clint Eastwood spurgt om sin holdning til at komme til Frankrig i en tid, hvor der på det storpolitiske plan er isterninger i forholdet mellem USA og blandt andet Frankrig på grund af uenigheder om Irakkrigen. »Jeg har altid gået ind for ytringsfrihed. Det er da rigtigt, at der lige i denne tid efter terrorangrebet på New York 11. september for to år siden har været en del viften med det amerikanske flag. USA har ikke været udsat for et angreb på egen jord i mange år, men for udenforstående er det svært at sætte sig ind i disse ting«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her