1-0 til Hollywood

Skuespillerne Carrie-Anne Moss, Jada Pinkett-Smit, Keanu Reeves og Hugo Heaving til premieren på Matrix Reloaded. - Foto: AP
Skuespillerne Carrie-Anne Moss, Jada Pinkett-Smit, Keanu Reeves og Hugo Heaving til premieren på Matrix Reloaded. - Foto: AP
Lyt til artiklen

EU og de europæiske kulturministre vil være med til at skabe modspil til actionbrag som Matrixfilmene. Men i Cannes var det Hollywood, der vandt. Europæiske kulturministre og EU var oppe imod en meget hård modstander, da de i går under filmfestivalen i Cannes skulle kæmpe om medieopmærksomheden med verdenspremieren på den amerikanske action- og science fiction-film 'The Matrix Reloaded'. Tæt på slagsmål Og ligesom i biograferne var det Hollywood, der gik af med sejren. Det var tæt på slagsmål mellem kontrollanter og ivrige journalister forud for pressekonferencen med filmstjernerne Keanu Reeves, Laurence Fishburne, Carrie-Anne Moss og Monica Belluci. Så meget pres var der på, mens et pressemøde med kulturministrene og EU-kommissæren for uddannelse og kultur, Viviane Reding, foregik anderledes roligt og med et langt mindre opbud af medier. Men mens kulturministrene og EU-kommissæren havde noget, der lignede et budskab, så kneb det mere med den side af sagen fra Matrixfolkene. Instruktørerne pressesky Instruktørerne af filmen, der kalder sig The Wachowski Brothers, kunne ikke bidrage til den sag, idet de er blevet tilbage i USA, officielt for at færdiggøre den tredje Matrixfilm, 'Revolution', der skal have premiere til november. Uofficielt, fordi de er pressesky. Men presseskyhed eller ej, ingen tvivl om at Matrixfilmene bliver film, der vil trække et stort publikum, uanset om de nye skulle få blandede anmeldelser. For filmfans er der mange tekniske lækkerier at beskue. Og netop film som Matrix er hovedmodstanderen for europæiske filmfolk. Viviane Reding vil dog ikke sige, at mødet her i Cannes mellem kulturministrene fra det udvidede EU og europæiske filmfolk skal betegnes som et led i en kamp mod Hollywood. Vil hjælpe europæerne »Vi kæmper ikke imod Hollywood. Vi er i stedet stolte af vores europæiske film - deres forskellighed kulturelt og deres måde, hvorpå de alligevel komplementerer hinanden. Og på mødet gav filmfolkene udtryk for, at EU er på rette vej med de måder, vi prøver at hjælpe den europæiske filmproduktion. Vi vil forstærke indsatsen på uddannelsesområdet, åbne biograferne for flere europæiske film og fortsætte med både en national støtte og en EU-støtte til film. Mødet konkluderede også, at internationale koproduktioner er vitale for europæiske film, og der var enighed om, at ministrene må arbejde sammen for at fjerne de hindringer, der i dag findes for koproduktioner«, sagde Viviane Reding til Politiken efter mødet. Sky og fåmælt Reeves Matrixpressemødet blev en bekræftelse af, at også Keanu Reeves er en noget sky og fåmælt filmstjerne. Han svarede mest med enstavelsesord, men fik dog fortalt, at noget af det sjove ved at være med i 'The Matrix Reloaded' var scenerne, hvor han på ægte Supermanvis kunne flyve. Laurence Fishburne var ikke bekymret for at få et rent actionimage ved at være med i Matrixfilmene: »Jeg er glad for at være med i nogle film, der har et positivt budskab om kærlighed og menneskelighed. Det er fint i betragtning af filmenes store popularitet blandt unge«. Matrixproduceren Joe Silver lovede, at 'Revolution' til november vil besvare de fleste af de ubesparede spørgsmål, der måtte være efter 'Matrix Reloaded'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her