Danmarks to største filmselskaber fortsætter et tæt samarbejde og cementerer deres dominerende stilling i filmbranchen. Det bliver nok til et ekstra glas champagne, når cheferne fra Nordisk Film og Zentropa i disse dage mødes under solen og palmerne på filmfestivalen i Cannes. Der er nemlig grund til at feste. Fornuftsægteskab En succesrig forlovelse mellem to af Danmarks største filmselskaber fører nu til noget, der kunne minde om et fornuftsægteskab. Nordisk Film og Zentropa har fornyet en samarbejdsaftale til et større millionbeløb og har dermed sikret de to selskabers dominerende stilling på hele biografmarkedet og i produktionen af nye danske spillefilm. De to tidligere ellers nok så hårde konkurrenter har haft stor glæde af, at Nordisk Film Biografdistribution i de sidste to år har stået for distributionen af samtlige film fra Zentropa og fra det mindre, men markante filmselskab Nimbus. Kort før filmfestivalen i Cannes er de blevet enige om at forny aftalen, så den løber i de næste to år og otte måneder. Det er f.eks. derfor, at Lars von Triers nye og Cannes-aktuelle film 'Dogville' sendes ud til de danske biografer gennem Nordisk Film. Økonomisk sikkerhed Aftalen, der også omfatter udsendelsen af video og dvd, indebærer, at Nordisk Film - for at få retten til at distribuere - er med til at finansiere den enkelte film ved at stille garanti for en del af budgettet. »Vi er selvfølgelig glade for, at vi kan fortsætte samarbejdet. For os betyder det en økonomisk sikkerhed og bedre muligheder for at komme ud med de mere smalle og uforudsigelige film. Populære film er det nemt nok at finde distributører til, men ikke til de eksperimenterende, hvis man da ikke lige hedder Lars von Trier. For Nordisk Film betyder den fornyede aftale, at de fortsat er sikret en jævn strøm af nye danske film til deres biografer. Og vi har da også leveret så gode film til dem i den forgangne periode, f.eks. film som Per Flys 'Bænken' og 'Arven' og Susanne Biers 'Elsker dig for evigt', at vi har fået en ekstra forhøjelse af det i forvejen højere end normale garantibeløb til den enkelte film«, siger Zentropas administrerende direktør, Peter Aalbæk Jensen, til Politiken. Flirtende og troløs Zentropadirektøren er ikke meget for at bruge ord som forlovelse eller fornuftsægteskab, men vil hellere karakterisere aftalen som »en længerevarende affære med mulighed for at være flirtende og troløs«. »Hvis distributionen af film bliver helt digitaliseret, det vil sige, at folk bare sidder derhjemme i stuen og kan få filmene leveret over bredbåndsnettet, så vil vi og Nimbus selv stå for det gennem eget distributionsselskab. Biograferne har jo flere gange været erklæret for dødsdømte, men lige nu trives de jo næsten bedre end nogensinde, og derfor er der god fornuft i denne nye, men tidsbegrænsede aftale«, siger Peter Aalbæk Jensen. Aalbæk i tilbagetrukken rolle Han medgiver, at den fornyede aftale kan sætte spekulationer i gang om et endnu tættere samarbejde mellem dansk films store aktører. Zentropa har gang på gang signaleret, at dele af selskabet er til salg. »Men så længe vi insisterer på, at vi vil have den fulde kunstneriske frihed over vores filmprojekter, er det svært at få nogen til at gå ind at investere store beløb og ikke få indflydelse«, siger Peter Aalbæk Jensen, der her på det seneste, sammen med Lars von Trier, har trukket sig noget tilbage fra den daglige ledelse af Zentropa. »Det går åbenlyst meget bedre, når vi ikke blander os så meget. Jeg er mere og mere blevet en lobbyist, og det er jo også en vigtig sag i disse tider, hvor der indgås langvarige politiske aftaler, og jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg fik ideen til at invitere medlemmerne af Folketingets Kulturudvalg herned til Cannes under filmfestivalen. Andet end bar røv Det er vigtigt at vise dem, at Cannes ikke bare er vilde fester med champagne og bar røv i en swimmingpool. Danmark er simpelt hen for lille et land til alle vores filmtalenter. Det er nødvendigt at gå ud til andre lande og hente kapital, og det hårde arbejde foregår ikke mindst under filmfestivalen i Cannes. Det er bl.a. det, vi vil vise politikerne under besøget«. Efter en periode med nærmest tomgang i produktionen og fyringer af personale ser den umiddelbare fremtid nok så lys ud for Zentropa. 'Dogville' er økonomisk hjemme med de salgsaftaler, der allerede er indgået, og kan den sælges til USA, er der muligheder for en indtjening. Og tre store engelsksprogede filmprojekter til et samlet beløb på 180 mio. kr. sættes i gang til efteråret. Det er Lars von Triers næste film 'Mandalay', som er nummer to i en USA-trilogi (det er endnu usikkert, om Nicole Kidman er med), Thomas Vinterbergs 'Dear Wendy' og Susanne Bier med en ny dogmefilm (endnu ingen titel), som muligvis får Bob Hoskins i hovedrollen, og som skal indspilles i Skotland. Pensionistfilm Et andet filmprojekt på vej er med produceren Ib Tardinis ord »en pensionistfilm», skrevet af Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen og instrueret af Peter Schrøder med titlen 'Bridge'. »Der bliver tale om en film for et modent publikum om livslange venskaber, og vi har nogle voksne skuespillere i kikkerten - nogle af dem, der endnu kan huske replikker ...«. Ulrich som instruktør Per Fly er i fuld gang med en film om middelklassen efter at have behandlet arbejderklassen og overklassen i filmene 'Bænken' og 'Arven'. Den sidste film i trilogien om mennesker i dagens Danmark har fået titlen 'Drabet' og får en politisk bevidst københavnsk familie og en tilsvarende mindre politisk bevidst jysk familie som omdrejningspunkterne. Endelig er skuespilleren Ulrich Thomsen klar til at springe ud som instruktør med en komedie med bl.a. Peter Gantzler i en historie, hvor en tysk pølserestaurant i København får en central rolle.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
-
»Om vi var enige om at få seks børn? Nej, nej. De er alle sammen smuttere«
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Rasende Trump vil intimidere Europa, men han har dårligere kort på hånden end tidligere
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








