0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Trange tider for løgnen i Iowa

Lystfiskere er notoriske løgnhalse, og det gælder stort set også jægere. De overholder ikke det ottende bud, men forstørrer gerne sandheden med et par kilo og et par centimeter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Lystfiskere er notoriske løgnhalse, og det gælder stort set også jægere. De overholder ikke det ottende bud, men forstørrer gerne sandheden med et par kilo og et par centimeter.

For eksempel var der fyren, som skød et dusin rådyr med bue og pil. Et dusin! Eller hvad med de to jægere, som i deres jagthytte fangede en mus, der var så fed, at dens hale vejede næsten halvandet kilo?

Og så var der drengen, som efter at en kugle var svirret lige forbi hans hoved, sporede den tilbage til jægeren. Knægten burde straks indrulleres i specialstyrkerne og sendes til Irak, mener man i den lille by Mount Sterling i den amerikanske stat Iowa.

Borgmester vil forbyde løgn
Byens borgmester, Jo Hamlett, er nu blevet så træt af alle løgnehistorierne, at han vil have dem forbudt ved en forordning i byrådet.

Foreløbig er stemmerne dog 2-2 i byrådssalen, der også fungerer som kirke og forsamlingshus.

Selv sidder Hamlett det meste af dagen på A.J.s Bar & Grill og indtager løgnehistorierne på evig jagt efter penge til at brolægge byens veje med.

'Vil anbringe lidt hæderlighed'
»Jeg vil såmænd bare anbringe noget midtvestlig hæderlighed på ny i disse mennesker«, siger den 69-årige borgmester og tilføjer, at jagten og fiskeriet i området er så godt, at der ikke er nogen grund til at overdrive.

»Jeg er for Gud, moderskab, æblepie og ærlighed. Det er min dagsorden«.

40 indbyggere
Det kan også være, at borgmester Hamlett, som avisen New York Times skriver, blot forsøger at tiltrække lidt opmærksomhed til sin landsby, der ifølge den seneste folketælling kun har 40 indbyggere.

Borgmesteren kan imidlertid få det til 53, hvis man ellers tør stole på ham.

Tvivlsom kilde
Måske er Hamlett ikke det bedste sandhedsvidne. Inden han satte sig i borgmesterstolen, var han handelsmand og kvæghandler. De er kendt for at fylde godt med vand og roer på dyrene eller lade dem stå lidt højere, lige inden de skal sælges.

Borgmesterlønnen på 5 dollar eller 35 kroner per måned lover dog ikke alt for godt for Hamletts handelsinstinkt, men hans løgneinitiativ har formået at gøre ham landskendt i USA.

Kendt for at lave mange numre
Løgnehistorierne blomstrer på A.J.s, og indbyggere og landmænd i området er kendt for at lave numre med hinanden hele tiden. Hvis løgn var en olympisk disciplin, så ville Mount Sterling vinde en medalje.

Selv borgmesteren må nølende indrømme, at han ikke altid har holdt sig til sandheden. Som for eksempel dengang i 1960'erne, da en jagtbetjent fangede ham for ulovlig andejagt.

'Kan lige så godt forbyde sex på horehuset
Skrothandler Charlie Brewer, som er byens ubestridt største løgnhals, tror da heller ikke på, at man kan afskaffe løgnen i Mount Sterling, for så »kan de lige så godt tage byen af landkortet. Det svarer til at forbyde sex på et horehus«.

Brewer burde vide, hvad han taler om - han har boet i byen i 40 år.

Tvivl om det juridiske grundlag
Jurister er imidlertid i tvivl om, hvorvidt borgmesterens forslag er lovligt. Om det ikke strider imod forfatningens løfte om ytringsfrihed.

De peger også på, at løgn allerede er forbudt på mange områder som eksempelvis bedrageri og mened.

Men noget må der gøres for, at Mount Sterling ikke skal uddø.

Flere hunde end mennesker i byen
Byen, som blev grundlagt i 1840'erne, er også kendt som Hundebyen, fordi der er flere hunde end mennesker, og det skal nok være rigtigt.

Barejeren A.J. Downey hævder, at Mount Sterling på et tidspunkt havde 723 indbyggere, men kan ikke bevise det. I 1878 var der ifølge amtets arkiver 300 indbyggere og engang to butikker, to læger, to restauranter, to kirker, et hotel, en isenkræmmer, en skole, et apotek og en bank. I det 20. århundrede gik det støt tilbage, og med nedlæggelsen af skolen og jernbanen var der stor set kun lystfiskeriet tilbage. Derfor må borgmesteren skabe lidt pr.

Og det er så sandt, som det er skrevet.