Indrømmet - overskriften er en gang effektjageri, som vi så sandelig burde holde os for gode til. Politiken flytter ikke til Jylland. Men Politikens hus gør, nærmere betegnet 'Blækhuset', som var bladets officielle pavillon på Landsudstillingen i Århus i sommeren 1909. Den runde træbygning har stået i Nærum nord for København siden 1910, men bliver nu pakket ned og fragtet til Århus, hvor den formentlig bliver genopført i tilknytning til købstadsmuseet Den Gamle By. Cavling forærede pavillonen væk I 1909 var Århus i kraftig vækst, og på Landsudstillingen skulle danske virksomheder for alvor vise, hvad de duede til. Politiken fik tegnet sin pavillon af arkitekten, professor Anton Rosen, og den rummede blandt andet et lille trykkeri, hvor udstillingens avis blev til. Da Landsudstillingen var forbi, forærede Politikens chefredaktør Henrik Cavling bygningen til børnekolonien 'Wesselsminde', som bladet havde grundlagt få år forinden, og året efter var 'Blækhuset' sejlet til Sjælland og genopført i Nærum på kanten af Dyrehaven. Gennem 60 år var pavillonen opholdsstue og spisesal for børnene, men det kneb med vedligeholdelsen, og i 1970 var den i så dårlig stand, at den ikke længere kunne bruges som koloni. Bygningen blev overdraget til Søllerød Kommune, børnene flyttede nordpå til Hornbæk, og pavillonen blev taget i brug af den lokale kolonihaveforening. Onsdag forærede Søllerød Kommune officielt pavillonen til Foreningen for Bykultur i Århus, som har samlet penge ind til at få bygningen pakket ned og flyttet. Planen er at overdrage den til Den Gamle By. »Vi ser meget gerne, at pavillonen kommer til at stå ved Den Gamle By, og vi regner bestemt med, at der kan skaffes de par millioner, der skal til, så den kan blive genopført. Det er utroligt glædeligt, at restaureringsarkitekt Bue Beck fra Århus fandt bygningen, som er den eneste tiloversblevne pavillon fra Landsudstillingen. Bygningen kunne lige så let være gået til«, siger Henning Spure Nielsen, der er formand for Foreningen for Bykultur i Århus. Taget er utæt Pavillonen er cirkelformet og 16 meter i diameter. Otte søjler giver bygningen et markant præg, og et stort glasparti i taget gør den meget lys at opholde sig i. Bygningen er opført i grantræ, som har det godt. Det kunne arkitekt Niels Meyer og tømrerformand Rasmus Leth Jakobsen fra Den Gamle By forvisse sig om i går. »Tagpappet er utæt, så det har regnet ind. Derfor er der lidt råd, så enkelte brædder skal kasseres. Men almentilstanden er god, for bygningen har heldigvis været opvarmet om vinteren«, fastslog Niels Meyer. »Og konstruktionen er i orden, fordi der kan komme luft til træet på begge sider, så det tørrer, og det store udhæng har også beskyttet bygningen«, konstaterede Rasmus Leth Jakobsen. Foreningen for Bykultur i Århus regner med, at pavillonen er på plads i god tid inden 100-året for Landsudstillingen i 2009.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








