For meget porno på bogmessen

Lyt til artiklen

Der er for mange pornostjerner og for få smalle forfattere på bogmessen i Forum. Det mener Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere, der i et brev til arrangørerne af BogForum stiller krav om, at messen viser sig mere åben over for forfattere, der ikke nødvendigvis er kommercielt interessante. De to foreninger mener, at balancen »mellem børs og katedral« ved sidste bogmesse tippede for meget over til børssiden. Og opfordrer til, at principperne for udvælgelsen af forfattere ændres inden den kommende bogmesse. »Selv om BogForum ikke har en formel litterær public service-forpligtelse, så påvirker det den samlede opfattelse af bogmessen, at der er eksempler på, at forfattere af stor litteratur udelukkes, mens det relativt tvivlsomme får en meget markant placering. Vi har ikke spor imod, at bogmessen giver plads til en pornodronnings erindringer, men hvis man så samtidig siger nej til lidt for mange forfattere, der ikke er kommercielt interessante, så er der en fare for, at der går lidt Dyrehavsbakken i arrangementet«, siger Knud Vilby, der er formand for Dansk Forfatterforening. Plads til Katja Kean Baggrunden er, at BogForum 2002 sagde nej tak til flere smalle internationale forfattere, mens der eksempelvis var plads til pornostjernen Katja Kean. I protest arrangerede Forlaget Per Kofoed en ikke særlig velbesøgt litterær salon i KafCafeen i København, hvor fire af forlagets internationale forfattere, der havde fået afslag fra BogForum, fortalte om deres aktuelle bøger. Nemlig Thorvald Steen og Kjell Askildsen fra Norge, Anna Gavalda fra Frankrig og Siri Hustvedt fra USA. »Det er vores klare opfattelse, at en stor del af de besøgende læsere er interesserede i variationen mellem det kendte og det ukendte og overraskende. Ved at udelukke anerkendte, men i en dansk sammenhæng relativt ukendte forfattere, er man også med til at undervurdere de danske bogbrugere«, hedder det i de to forfatterforeningers brev til arrangørerne af BogForum. De to foreninger er klar over, at BogForum er en kommerciel begivenhed, men mener også, at der må være grænser for, hvad man udelukker. »BogForum har udviklet sig mere og mere kommercielt, men der må altså være en vis balance mellem købmandskabet og kunsten«, siger Peter Legård Nielsen, der er formand for Danske Skønlitterære Forfattere. Projektleder undrer sig Det har ikke været muligt at få en kommentar fra BogForums projektleder, Poul Bjørnholt, men han siger til Ritzaus Bureau, at han undrer sig over, at de to forfatterforeninger ikke har ladet deres repræsentanter i bogmesseudvalget tage spørgsmålet op i stedet for at gå til pressen. »Men de er da meget velkomne til at bringe det op. Og jeg har også sat emnet på dagsordenen for vores bogmesseudvalgsmøde torsdag eftermiddag«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her