Hidtil har førsteudgaver af Leif Davidsens romaner kostet det samme hos alle boghandlere i hele landet. Fremover må forhandlere af bøger i Danmark selv bestemme, hvad et eksemplar af Leif Davidsens, Maria Hirses og Jørn Riels bøger skal koste forbrugerne. De tre forfattere og mange andre danske og udenlandske forfattere udgives i Danmark på et af den svenskejede koncern Bonniers forlag. Og som den første store forlagsvirksomhed på dansk grund dropper Bonnier Forlagene nu at sælge bøger til faste priser. Faste priser er apotekeragtige »Det gør vi for at skabe dynamik og flere afsætningsmuligheder i den danske bogbranche. Boghandlerne bliver nødt til at tænke mere kommercielt. Systemet med faste priser er næsten apotekeragtigt, og det har overlevet langt ud over sidste holdbarhedsdato«, siger administrerende direktør Morten Hesseldahl fra Bonnier Forlagene, som omfatter Lindhardt og Ringhof, Carlsen, LR Uddannelse, Akademisk Forlag og Børsens Forlag. Siden 1. januar 2001 har danske forlag kunnet vælge at udgive bøger til enten faste eller frie priser. Hidtil har næsten alle forlag imidlertid valgt at beholde de faste priser på de fleste udgivelser. Man har nøjedes med at have vejledende udsalgspriser på udvalgte titler, som forhandlerne så havde friheden til at fastsætte den endelige pris på. Den danske Forlæggerforening bakker op om den mellemløsning, og administrerende direktør Stig Andersen fra den største danske forlagskoncern Gyldendal er ked af, at Bonnier Forlagene nu vælger at gå enegang: »Det er en underlig oplevelse at iagttage, hvor forskelligt man kan opfatte tingene. Bonnier Forlagene efterlyser dynamik på bogmarkedet, men vores opfattelse er, at der allerede er sket en hel masse siden 2001«, siger Stig Andersen og fortsætter: »Gyldendal sælger et stigende antal bøger til frie salgspriser uden om boghandlerne til f.eks. Netto. Fra 1. januar i år har vi også vejledende priser på en række billigbogsudgaver. Det er alt sammen titler, der egner sig til impulskøb. Men af hensyn til en langsigtet udvikling af bogmarkedet er vi nødt til at blive ved med at have mange titler, der bliver solgt til faste priser hos forhandlerne. Det er i forbrugernes interesse«. Færre boghandlere Ved at fortsætte med faste salgspriser på mange titler er forlagene ifølge Stig Andersen med til at sikre en balance mellem de kommercielle hensyn og de mere langsigtede kulturpolitiske hensyn. Og Gyldendals direktør tror ikke på, at en konsekvent fri prisfastsættelse i salgsleddet automatisk vil komme forbrugerne til gode. Både han og direktør Olaf Winsløw i Den danske Boghandlerforening peger på, at det bliver bestsellerne, som forhandlerne vil konkurrere om at sælge til den mest fordelagtige pris. Hvis boghandlerne tjener mindre på bestsellerne, vil de sandsynligvis sætte prisen på andre bøger op. Fordi de skal hente avancen hjem et eller andet sted. »En konkurrence om prisen på bestsellers vil desuden flytte en større del af salget fra boghandlerne til supermarkederne«, siger Olaf Winsløw. Øget bogsalg For nuværende sidder supermarkederne på fem procent af bogsalget i Danmark. Får supermarkederne større markedsandel, vil der blive længere mellem boghandlerne i Danmark, frygter både Olaf Winsløw og Stig Andersen. Det bekymrer ikke Morten Hesseldahl fra Bonnier Forlagene: »Det afgørende kan da ikke være at have så mange butikker som muligt. Det væsentlige må være at få solgt flest mulige bøger. Da man fik frie priser i England, eksploderede salget, og der var ingen nedgang i salget af smalle bøger. Derimod var der pludselig et kæmpe salg til lavindkomstgrupper, og bedre kulturpolitisk argument kan jeg ikke få øje på«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg troede først, det var en bakke, der faldt«: På et øjeblik forvandlede den glitrende sal sig til et kaotisk tilflugtsrum
-
Til sidst puttede jeg et stykke konfetti i lommen. Som håndgribeligt bevismateriale efter en uhåndgribeligt vidunderlig aften
-
Fremragende DR-program er tilbage: Det mest uhyggelige foregår på direktørgangen
-
Gevinsten ved PFA-model er enorm: PFA's topchef vækker opsigt med sin klare opfordring til det offentlige Danmark om ai
-
»Så væltede vi hjem i en taxa og gik i seng klokken 11 om formiddagen«
-
Russisk ekspert har også set det: Europa er begyndt at trække sig fra USA
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
100 år
Klumme af Lotte Folke Kaarsholm







