Erik Balling og Henning Bahs' figurer er så populære i Norge, at der laves endnu en junior-udgave. Da 'Olsen Banden Junior' i fjor blev vist i de danske biografer med en behersket succes, troede alle, at nu måtte en af de mest sejlivede og indbringende filmserier uigenkaldelig være afsluttet. Men nej. Der vil blive indspillet en 'Olsen Banden Junior 2'. Dog ikke i Danmark, men hos vores norske naboer, hvor Erik Balling og Hennings Bahs' figurer Egon, Kjeld og Benny ser ud til at være endnu mere populære end i Danmark. Faktisk bliver det sådan, at nordmændene med 'Junior 2' vil overgå Danmark og blive det land, hvor der er blevet indspillet flest Olsen Banden-film. Lige fra starten i 1968, hvor Erik Balling og Henning Bahs introducerede de skæve figurer for et dansk publikum med Ove Sprogøe, Poul Bundgaard og Morten Grunwald i hovedrollerne, var der i Norge stor interesse for fænomenet. Nordmændene købte manuskriptet og lavede en egen, norsk kopiversion med Arve Opsall, Carsten Byhring og Sverre Holm som Egon, Kjeld og Benny. Og det kunststykke gentog de i alle årene til og med den fjortende og sidste voksenfilm i serien, 'Olsen Bandens Sidste Stik' i 1998, så også i Norge er udtrykket 'Skidegodt, Egon!' gået ind i sproget, dog selvfølgelig i en fornorskning, hvor man siger 'Helmaks, Egon!'. Sverige også med Også i Sverige blev historierne indspillet i svenske versioner. Det er dog 'kun' blevet til syv svenske film om Jönsson-ligaen, som Olsen Banden blev omdøbt til. Da Nordisk Film så i 2001 - inspireret af en tv-julekalender med Olsen Banden som børn - indspillede 'Olsen Banden Junior' var nordmændene selvfølgelig også med på den, skabte en tilsvarende tv-serie og dernæst spillefilmen 'Olsenbanden Junior'. Den havde premiere 7. februar i år, går stadig i de norske biografer og har foreløbig trukket et publikum på over 300.000. På den baggrund har Nordisk Film og TV i Norge besluttet, at den film skal have en fortsættelse. »Ja, det er jo herligt, men vi har nu ikke tilsvarende planer i Danmark. 'Olsen Banden Junior' nåede et publikum på omkring 200.000 i Danmark. Det er et ganske pænt tal, men ikke nok til, at vi umiddelbart har planer om en fortsættelse. Skulle vi have kørt videre, skulle det også være sket hurtigt for at kunne bruge de samme tre drenge i rollerne. Det er straks mere problematisk, hvis man skal ud og finde helt nye skuespillere«, siger produceren Thomas Heinesen, der oplyser, at den danske version dog stadig kan få et endnu større publikum. Ligesom de øvrige Olsen Banden-film lanceres også junior-udgaven om få dage i Tyskland i en såkaldt dubbet version. Det vil sige, at tyske skuespillere indtaler stemmerne på et nyt lydspor. Ikke mindst i det tidligere DDR var Egon, Kjeld og Benny meget populære, og for nogle år siden blev der også vist et tysk teaterstykke baseret på figurerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
To unge par blev truet med politianmeldelse, fordi de ville dele et hus
-
Norge har gjort et fund, der kan gøre Europa selvforsynende med sjældne metaller
-
»Det er jo vanvittigt«: Selv Trump-vælgere i Texas vender sig mod præsidentens prestigeprojekt
-
DR-vært overskrider sine egne grænser igen og igen
-
Peter Viggo Jakobsen: »Hvis de havde boet i Rusland, havde det været en enkeltbillet til fronten«
-
Tidligere FBI-chefs muslingefoto vurderes til at være en trussel mod Trumps liv
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
95 år
Analyse
Interview
DR-vært overskrider sine egne grænser igen og igen
Lyt til artiklenLæst op af Sigrid Debois Reuss
00:00
Debatindlæg af Bodil Rosenbeck
Debatindlæg af Lauren Bowey
Kronik af Amira Smajic








