Gensyn med nattens største hits

En helt anderledes lovestory kan man nyde i den indiske Bollywood-musical 'Lagaan', der blev det helt store og temmelig uventede hit på sidste års festival. -Foto fra filmen.
En helt anderledes lovestory kan man nyde i den indiske Bollywood-musical 'Lagaan', der blev det helt store og temmelig uventede hit på sidste års festival. -Foto fra filmen.
Lyt til artiklen

Ah, man kan allerede mærke den særlige stemning af biograferne om natten. Lydene fra et publikum, der er endnu mere dæmpet end normalt. Møder med mennesker fra alle kulturer og egne på gennemtræk i den danske forårsnat. NatFilm Festivalen starter d 28. marts og som optakt byder Cinemateket på en Tribute, et gensyn med nogle af festivalens greatest hits gennem årene. Siden den første NatFilm Festival i 1990 er arrangementet vokset eksplosivt og er i dag Danmarks største filmfestival med omkring 150 titler og 40.000 besøgende hvert år. Trækplastret er naturligvis festivalens mange forpremierer på store og populære film, men rygraden og oplevelsen er de mange mærkevarer fra eksotiske filmskabere, som KUN er på plakaten i de 10 dage, hvor natten oplyses af mesterfilm. Og danskerne har da også taget nogle af de såkaldt sære og smalle film til sig. De asiatiske og iranske film, for eksempel, er blevet et pænt hit i Danmark. Mange af de gamle kultklassikere, NatFilm har præsenteret, har fået nyt liv og et nyt publikum. Og igen og igen har man undret sig over, at mange af de fremragende film fra uafhængige produktionsselskaber og distributører ikke er kommet op i de danske biografer og takket NatFilm for, at vi overhovedet har fået lov at kende deres eksistens. Derfor er det kun ret og rimeligt, at Cinemateket, som tidligere har hyldet festivaler som den amerikanske Sundance med lignende kavalkader, præsenterer nogle af de store øjeblikke som optakt til dette års festival. Fra Hollywood til Bollywood. I disse uger strømmer danskerne til Michael Moores 'Bowling For Columbine', om den amerikanske paranoia og trangen til at have sit eget skydevåben. En slags forløber for den er dokumentaren 'American Movie' om nørden Mark Borchardt, der drømmer om at lave sin egen horrorfilm. Filmen er et studie af amerikansk white trash, men også en skildring af den fremdrift, der ligger dybt i amerikanerne og får folk som Mark til at forsøge at skabe noget imod alle odds. Og sig selv. 'American Movie' vandt den store pris på Sundance Festivalen i 1999 og vises i Cinemateket den 16. og 25. marts. Fra samme år, 1999, stammer den moderne franske klassiker 'Beau Travail' af instruktøren Claire Denis, der var på NatFilm Festivalen en serie af hendes værker. 'Beau Travail' foregår hos fremmedlegionen i Nordafrika og skildrer den hårdfine afstand mellem styrken og skrøbeligheden i klassisk maskulinitet med smukke billeder af den mandlige krop i det barske ørkenlandskab. Det er som at se Leni Riefenstahls billeder omsat til film gennem et humanistisk filter. Filmens vises 6. og 16. marts. Længe før Nick Hornby blev hot, havde britiske Michael Winterbottom lavet filmen 'Go Now' om en ung mand, der kun lever for fodbold og sine kammerater. I hvert fald indtil han møder og forelsker sig i Karen. Det er idel lykke, indtil han pludselig ikke kan ramme bolden og får problemer med at styre sine bevægelser. Diagnosen er sklerose og filmen med Robert Carlyle og Julie Aubrey i hovedrollerne former sig som en stemningsfyldt og optimistisk sygehistorie om en mand, der skal opfinde sig selv og sit syn på verden igen. Filmen er fra 1995 og vises 9. og 12. marts. En helt anderledes lovestory kan man nyde i den indiske Bollywood-musical 'Lagaan', der blev det helt store og temmelig uventede hit på sidste års festival. Nu er den lange og kulørte historie tilbage i Danmark som forløber for den nyeste og dyreste Bollywood-musical 'Devdas', som er på programmet i år. Filmen handler om en gruppe oprørske bønder, som i 1893 gør oprør mod de britiske koloniherrer og tvinges til at stille op til en kamp mod englænderne i den for dem helt ukendte sport. Cricket. Spaghettiwestern på indisk. 'Lagaan' vises 15. og 21. marts. Også arabiske film indgik med stor succes i sidste års program. En af dem var 'Red Satin' fra Tunis, som man nu med fordel kan nyde igen eller for første gang. Den handler om en enlig arabisk mor, som er bekymret for sin datter og hendes mange mænd. Hun opsøger en af dem på en natklub for at finde ud af, hvad der egentlig foregår. Men i stedet for at blive forarget, fascineres hun af den sensuelle mavedans. Inden længe står hun selv på dansegulvet og gradvist genopdager hun den krop, hun for længst har bestemt sig for at gemme væk i alt for meget tøj og lange aftener foran tv. En sjælden refleksion over kvindens rolle i de muslimske samfund. Filmen vises sidste gang 11. marts.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her