Samarbejde er nødvendigt, og samarbejde blev der talt en del om på et bevæget møde mellem foreningen Afstøbningssamlingens Venner og direktør Allis Helleland fra Statens Museum for Kunst. Da vidste hun endnu ikke, om hun kunne blive siddende i sin stilling. Siden har ministeriet som bekendt bevilget hende fire år til. Men trods de tilsyneladende fælles, gode intentioner synes hun også i fremtiden at blive tildelt rollen som skurken i stykket. Allerede nu synes foreningen og direktøren, der er øverste ansvarlig for gipsen, at køre skævt af hinanden. »Det er rigtigt, at Allis Helleland ikke har lovet noget, men vi så gerne, at hun var lidt mere åben. Nu konstaterer vi tilfældigt på museets hjemmeside, at der er truffet en beslutning om de kommende åbningstider i Afstøbningssamlingen«, siger foreningens formand, kunsthistorikeren Marie-Louise Berner. Uforsonlig tale Måske en mindre ting, men en brik i en strid så hård, at talen undertiden har været mere direkte og uforsonlig, end den plejer at være i de kredse. Det drejer sig om samlingen af afstøbninger af kunsthistoriens store skulpturer. Dens ry er fra adressen i Vestindisk Pakhus nået ud over landets grænser, og i det hjemlige kunstmiljø vakte det harme, da Allis Helleland under en sparerunde i fjor besluttede at fyre personalet og skære åbningstiden ned til fem timer - om måneden. Det blev betragtet som en reel lukning, og resultatet blev venneforeningen, der i dag tæller 1.600 medlemmer. De havde kaldt til en høring på Kunstakademiet 6. februar. Tilbud til provinsen En ekstra tildeling fra Kulturministeriet har gjort det muligt at øge åbningstiden til ti timer om ugen. Den ordning træder i kraft 2. april. »Vi så gerne, at de fem af dem lå på en søndag, så interesserede fra provinsen får bedre muligheder for at dyrke samlingen. Så opdager vi, at samtlige timer skal placeres på onsdage. Vi har ikke fået besked, og måske er det ikke det største problem, men i forhold til Allis Hellelands meget udtalte glæde ved foreningen er det en svag og besynderlig start på et samarbejde«, siger Marie-Louise Berner. »På grund af nogle besværlige vagtsystemer er vi nødt til at samle åbningstiden på en enkelt dag. Det drejer sig om at få samlingen til at leve, men det er også et spørgsmål om penge. Og når de ti timer falder på onsdage, skyldes det også et ønske om at lægge dem samtidig med museets gratisdag, nemlig onsdag«, siger Allis Helleland, der havde stor »glæde« af venneforeningens høring, men i øvrigt mener, at sammensætningen af bestyrelsen bør ændres. Hvilket hun siden meddelte formanden i en e-mail. »Jeg håber, I har fået ekskluderet Flemming Johansen af bestyrelsen, da han med sin uacceptable opførsel skader jeres sag meget«, skrev Allis Helleland. Der blev klappet, da hun bebudede den udvidede åbningstid. Og der blev klappet lige så meget, da Flemming Johansen, der er professor og fhv. direktør for Glyptoteket, kaldte hendes tilsyneladende begejstring for afstøbningssamlingen for »patetisk og falsk«. »Jeg blev ked af det og vred. Det var meget ubehageligt, og det hører ingen steder hjemme, at en voksen mand opfører sig så dårligt. Jeg forstår ikke, at han vil være det bekendt. Jeg har fået mange tilkendegivelser fra folk, der mener det samme«, siger Allis Helleland. »Tonen var mere direkte end normalt, men Flemming Johansen havde ret. Jeg ved ikke, hvordan man gør i Allis Hellelands verden, men selvfølgelig kan og vil vi ikke reagere. Det drejer sig om en forening med en demokratisk valgt bestyrelse«, siger Marie-Louise Berner. Uartigt barn Og måske skal man tilbage til en radiodiskussion i fjor for at finde en del af forklaringen på de gnubbede ord. Her forsøgte Allis Helleland at »belære Flemming Johansen, som var han et uartigt barn«, kommenterede professor, dr.phil. Niels Hannestad i Politiken. Niels Hannestad, der i øvrigt også er med i venneforeningens bestyrelse, mente, at Allis Helleland afslørede sig som »både inkompetent og uvederhæftig. Hun skælder ud og taler nedladende til personer, som ikke deler hendes synspunkter«, lød konklusionen.