Dagblade mister støtte

Lyt til artiklen

To af Danmarks mindre aviser, Dagbladet Information og Kristeligt Dagblad, står over for store udfordringer, når de inden for de kommende år mister den millionstøtte, som i årevis har været med til at holde aviserne i live. De to dagblade er i øjeblikket tvunget til at spare millioner af kroner og fyre medarbejdere for at forberede sig på en fremtid, hvor de helt skal klare sig selv. Fem millioner kroner forsvinder Information og Kristeligt Dagblad modtager begge op mod fem millioner kroner om året fra Dagspressens Finansieringsinstitut, der er en institution - finansieret af staten og af dagbladsbranchen selv - som giver støtte til nye avisprojekter. Men støtten udløber med udgangen af 2004, og herefter skal de to dagblade sørge for selv at løbe rundt økonomisk. Det bragte i går Information ud i sin anden sparerunde på kort tid og må fyre tre medarbejdere. »Besparelserne er nødvendige dels på grund af de dårlige konjunkturer, som har ramt alle dagblade, dels for at gøre os parat til udgangen af 2004, når vi ikke længere modtager støtte fra finansieringsinstituttet«, siger Informations direktør Henrik Bo Nielsen, som beklager, at besparelserne resulterer i fyringer. Tillidskvinde Karen Syberg siger: »Det er selvfølgelig ærgerligt, men vi har i et stykke tid været klar over, at støtten forsvinder, og at vi næppe kunne undgå fyringerne«. Nedlagde arbejdet På Kristeligt Dagblad har man allerede været igennem en sparerunde, som i begyndelsen af februar fik journalisterne til at nedlægge arbejdet i to dage. Både Information og Kristeligt Dagblad har i løbet af de seneste syv år hver især modtaget mere end 30 millioner kroner, som har hjulpet aviserne til at løbe rundt. I løbet af den første fireårige støtteperiode fik de to aviser hver især fem millioner kroner om året. Derefter blev aftalen fornyet i tre år med en aftrappet støtte på 5,5 millioner kroner sidste år, 4,5 millioner kroner i år og 3,5 millioner kroner i 2004. Derefter lukker finansieringsinstituttet for sin pengetank. Mens Information i en række år ikke formåede at få flere læsere ud af sin støtte, oplever avisen i øjeblikket en lille oplagsfremgang. Kristeligt Dagblad har til gengæld oplevet en markant fremgang. »Vi forventer ikke at få yderligere støtte, og min holdning er også, at dagblade ikke permanent skal have tilskud. Støtten har været en fremragende udviklingsordning og hjulpet Kristeligt Dagblad til en oplagsfremgang på 30 procent i løbet af de seneste fem år. Men nu skal vi til at klare os selv, og det tror vi også på, at vi kan«, siger avisens chefredaktør og administrerende direktør Erik Bjerager.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her