Den amerikanske regering søsætter i de kommende dage en hidtil uset mediekampagne med det ene formål at sikre støtte til en eventuel USA-ledet krig mod Irak. Små hold af 'kommunikatorer' skal sikre udbredelse af de amerikanske synspunkter overalt i verden og specielt i områder af 'stor global interesse', som det hedder i en skreven ordre fra præsident George W. Bush om oprettelsen af et kontor for global kommunikation, Office of Global Communication. Kritisk Schwartzkopf Ordren blev givet 21. januar, og bureauet er nu fuldt leveringsdygtigt i amerikanske holdninger og 'sandfærdige, præcise og effektive budskaber om USA, regeringen og dens politik', som det hedder i ordren. Reelt har bureauet fungeret siden sidste sommer, men med krigen kun få uger væk har det nu fået en officiel status samtidig med, at der skrues yderligere op for propagandablusset. Propaganda er ingen ny foreteelse i forbindelse med krig. Men denne gang bliver den sat i system som aldrig før, og det skorter ikke på midler. Det Hvide Hus skal ikke blot overbevise en overvejende krigsskeptisk verdensoffentlighed, men også fremtrædende medlemmer af den amerikanske magtelite som for eksempel sejrherren fra Golfkrigen i 1991, general Norman Schwartzkopf, der i flere amerikanske medier har givet udtryk for stor skepsis mod krigen. Støtte til USA I september skrev det konservative britiske dagblad The Times, at det amerikanske propagandakontor ville bruge 200 millioner dollar på en 'propagandalynkampagne' over for specielt udvalgte målgrupper. Kampagnens mål var at overbevise disse målgrupper, især i de arabiske lande, om nødvendigheden af at fjerne den irakiske leder, Saddam Hussein. Det er præcis en af det nye bureaus opgaver. Oplysningerne fra det skal blandt andet tjene til 'at opbygge støtte til og blandt USA's koalitionspartnere', som det hedder i ordren fra 21. januar. Informationerne kan bestå af rene nyheder og oplysninger om for eksempel forholdene i Irak, våbeninspektørernes arbejde og diplomatiske amerikanske initiativer. Der kan også være tale om artikler fra de mange kommentatorer fra aviser som New York Times, der som tidligere taleskrivere for nuværende regeringsmedlemmer eller i kraft af et engagement på for eksempel den kristelige højrefløj anses for 'sikre'. Propaganda i hæren Det hele organiseres af den samme gruppe, der 'solgte' bombardementerne af Afghanistan til resten af verden. De mødes hver morgen for at sikre den samme tone i budskaberne fra det officielle USA. »Ikke en gang Dick Cheney får lov at freelance«, siger Det Hvide Hus' kommunikationschef, Dan Bartlett, til Newsweek med henvisning til den meget åbenmundede vicepræsident. Det hele handler om at gøre information til en helt afgørende del af den amerikanske krigsindsats, skrev den ansete militæranalytiker William Arkin fra Los Angeles Times i en stor gennemgang af den nye, amerikanske propagandamaskine 24. november sidste år. Holdninger på plads Forsvarsminister Donald Rumsfeld har oprettet kommunikationsenheder indenfor stort set alle grupper af de væbnede styrker for også internt at få de rette budskaber ud og de rette holdninger på plads. »Informationskrigsførelsen skal være et helt centralt element i enhver amerikansk krig«, skrev William Arkin. Denne gang hænger det også sammen med, at en række af de militære topchefer i USA er mere end skeptiske over for en krig mod Irak. De har svært ved at se begrundelsen, og de militære ledere, der næsten alle også har grader i international politik, historie og økonomi, anlægger også nogle strategiske og geopolitiske betragtninger, som rækker langt ud over nogle få dages eller ugers krig mod Irak.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Han døde i et bilbombeattentat i 1972. Men hans tekster er uhyggeligt aktuelle
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Stefan Hermann
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.







