Der er ikke meget ved maniske kvindemennesker, som forsøger at indynde sig med vilde fagter og koleriske udråb. Det synes tv-seerne - eller i det mindste dem af dem, som læser Politiken - heller ikke, og slet ikke, hvis damerne optræder i reklamer. Det viser kåringen af Årets Hadereklame 2002, der nu efter knap 20 afstemningsdage har fået teenageidolet Regina med de '14 for sindssyge sange' som vinder. Den 12-årige børnestjerne, der op til jul udgav sin anden cd 'Hoola Hopsa' har gjort 1.233 Politiken-læsere så irriterede, at de enten pr. brev eller på nettet har sat deres stemme på reklamen for teenageren og hendes fortolkninger af ellers udmærkede børnesange som 'Elefantens Vuggevise' og 'Op, Lille Hans'. Biva hades stadig Men hadet til sidste års vinder, den pegefingerpegende Biva-kvinde, står stadig i lys lue - i hvert fald har Politikens læsere stemt kvinden med det hysterisk frejdige udråb »Vi ses i Biva« ind på en markant andenplads. Resultatet af afstemningen overrasker ikke kreativ direktør Michael Boisen fra reklamebureauet Robert/Boisen, der ved flere lejligheder er blevet hædret for sine idérige reklamer, bl.a. for Interflora og Ikea. Han synes bestemt ikke, at Regina-reklamen er særligt begavet, men finder dog forsonende træk. »Det er måske nok den kategori, der er nem at pege på og sige: »Den er plat og dum, så lad os stemme på den«, og det samme gælder Biva. Man kan hade dem, men de er i det mindste rene i spyttet og giver sig ikke ud for at være mere, end de er. De siger fra starten af: »Her kommer en dårlig reklame«, og det gør der så også. Det kan i virkeligheden bedst sammenlignes med en tilbudsavis - man kender ikke produkterne, men de ser billige ud, og måske er det hakkede flæsk godt?«. Skuffelse over Sonofon-reklame Han er mere skuffet over Sonofons X-files-inspirerede reklame og Arlas Vildmænd, som læserne har stemt ind på henholdsvis en tredje og en fjerdeplads. »Al respekt for folk, som prøver noget nyt - det gælder både Arlas og Sonofons reklame. Men det fejler, fordi de forsøger at lave en vittighed, der ikke hænger sammen med budskabet og i øvrigt ikke er sjov. Det tror jeg, forbrugerne synes, er for tykt, og det beviser, at forbrugerne er blevet ekstremt hurtige til at afkode reklamer og bedømme dem. De forstår godt, når du vil have, de skal have en holdning til et budskab«, siger Michael Boisen. Selv om Politikens læsere mener, at Regina-reklamen er vanvittigt irriterende, forestiller han sig, at den rammer målgruppen udmærket. »Der var et hul i markedet med musik til dem, der er lidt yngre end teenagere, og det kan hun fylde ud. Det er nok en kommercialisering af unge, men det er noget, som er kommet snigende, og som vi ikke kan forbyde. Og jeg ville hellere have, at min datter hørte Regina end noget hårdt som Eminem«, siger han. Regina sælger Og den højtsyngende lillepige har da også solgt 40.000 eksemplarer af 'Hoola Hopsa', hvilket pladeselskabet Spin/Universal er ganske godt tilfreds med. Til gengæld har Reginas fremtrædende eksponering i medierne betydet, at teenageidolet fra Vesterbro Ungdomsgård nu bliver mobbet så kraftigt, at hun er nødt til at flytte skole. Det fortalte Reginas mor for nyligt om i B.T. Men direktøren for Reginas pladeselskab, Jesper Wennick, fortryder dog ikke lanceringen af Regina. »Det er møghamrende irriterende, at nogen i den alder skal mobbes, fordi de kan lidt mere. For hvor skal man sætte en grænse? Hvis man som ungt menneske ønsker at udgive en plade og man ellers har et talent, er det så vores opgave at sige, at de hellere må vente, til de er fyldt 18 år?«, spørger Jesper Wennick, der heller ikke fortryder den forhadte reklame. »Jeg ville da gerne undgå at lave en reklame for Reginas cd, men så kan vi jo ikke sælge den. Har man sagt A, må man også sige B. Og selvom folk synes, at reklamen er irriterende, så har den jo virket«, siger Jesper Wennick. Ingen bevidst chikane Han forsikrer, at pladeselskabet ikke har forsøgt at genere nogen ved at lade Regina hoppe rundt og råbe »Er I klar derude« og »Ti nu stille«, mens hendes '14 for sindssyge sange' bliver præsenteret i en speak. »Vi forsøger at tale det sprog, som børn taler i den alder. Hvis du går ind i de mindre klasser i folkeskolen, så siger de alle sammen: »Det er bare for sindssygt«. Det kan godt være, at det lyder irriterende for forældrene, men det er altså sådan, de taler«.