Et nyt klassisk ensemble, Diamant Ensemblet, som skal bestå af de bedste musikere fra Radiosymfoniorkestret og Det Kongelige Kapel, skal sikre musiklivet i Den Sorte Diamant - hvis det står til Max Artved, solooboist i Radiosymfoniorkestret, som bakkes helhjertet op af Det Kgl. Biblioteks direktionskonsulent, Anette Faaborg. Tanken er, at Det Kgl. Bibliotek skal have sit eget ensemble, der kan stå for en fast serie af koncerter i Den Sorte Diamants koncertsal, Dronningesalen. Fokus skal være på det klassiske repertoire, men præsentationsformen skal signalere fornyelse i kraft af samarbejde med nulevende komponister, billedkunstnere og videokunstnere, og musikerne skal udnytte deres internationale kontakter til at invitere fremtrædende udenlandske solister. Musiklivet har trange kår Håbet er lysegrønt. Det er det også nødt til at være, for musiklivet i Dronningesalen går dystre tider i møde, hvis ikke det lykkes Det Kgl. Bibliotek at udvikle et omfattende samarbejde med erhvervslivet, sådan som det er blevet de store statslige institutioner pålagt af kulturminister Brian Mikkelsen, mener Anette Faaborg. I øjeblikket har Biblioteket et sponsorsamarbejde på bogområdet med G.E.C. Gads Boglader A/S. Den næste partner skal være et firma, der fatter interesse for at fylde Dronningesalen med musikalsk kvalitet. »Alternativet er, at vi må fyre vores musikchef i begyndelsen af det nye år, når de sidste rester af de tipsmidler, der siden åbningen af Den Sorte Diamant har holdt liv i Dronningesalens musikaktiviteter, er brugt op. Dette millionbeløb ved vi endnu ikke om bliver fornyet«, siger Anette Faaborg. Fornys tipsmidlerne ikke, vil der næppe blive mange musikoplevelser at hente i Københavns nye kammermusiksal, og det, mener Max Artved, er en skam: »Det er en af de bedste kammermusiksale i landet. Som musiker ville man elske at være fast knyttet til sådan en sal«. Frem med skattene Den sponsor, Anette Faaborg håber at etablere samarbejde med, vil få mange muligheder for at udnytte Den Sorte Diamants faciliteter, herunder Dronningsalen. I øjeblikket skal ensembler, der ønsker at leje sig ind for at give koncert i salen, betale 18.000 kr. for én aften. Dertil kommer udgifter til teknisk personale med videre. Blandt andet derfor har der siden salens åbning i 1999 været problemer med at få den fyldt med musik. Skal der etableres en fast rygrad for det udbud af kvalitetskoncerter, Anette Faaborg håber, vil præge Dronningesalen i fremtiden, er det nødvendigt med et sponsorsamarbejde omkring et ensemble, der kan stå for en fast koncertrække hver sæson. Derudover håber Anette Faaborg at kunne etablere en serie jazzkoncerter, en serie med unge musikalske talenter og en serie såkaldte udstillingskoncerter, der - som det tidligere har været gjort af strygekvartetten Zapolski - bringer Det Kgl. Biblioteks nodemanuskripter til at klinge. »Det eneste krav er, at det skal være på højt niveau, så det matcher stedet. Vi har for et tocifret milliardbeløb af enestående kulturskatte liggende i magasinerne«, siger Anette Faaborg, der blandt andre sponsorfinansierede resultater håber at kunne præsentere et såkaldt skatkammer, hvor særligt værdifulde manuskripter og bøger kan fremvises under betryggende sikkerhedsmæssige forhold - i stedet for blot at ligge på hylderne i magasinerne og samle støv.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








