Når unge musiktalenter søger ind på konservatoriet, er drømmen for de fleste at blive udøvende musiker. Men virkeligheden er en anden. Orkestergraven har jo kun et begrænset antal pladser, og behovet for operasangere og klaversolister er så godt som dækket. I landets musikskoler har lederne til gengæld svært ved at lokke sang- og klaverlærere til. Men konservatorierne uddanner ikke sine studerende til at undervise. De seneste år er problemet blevet omtalt gang på gang. Fredag kom der endelig papir på det - og konkrete forslag til en løsning: Konservatorierne skal indføre obligatorisk undervisning i pædagogik, mener kulturminister Brian Mikkelsen (K). Uheldig status »I øjeblikket har musiklæreruddannelsen en uheldig status som second choice. Men stort set alle de konservatorieuddannede kommer til at undervise, og det skal uddannelserne tage højde for«, siger han. Ministerens forslag kommer som reaktion på en international undersøgelse, der blev offentliggjort fredag og sammenligner de klassiske uddannelser i Danmark med tilsvarende i Sverige, Finland og Tyskland. Blandt de studerende vil forslaget om obligatorisk pædagogik skille vandene, forudser Per Bundgård, formand for De Konservatoriestuderendes Landsråd. Logisk med pædagogiske kompetencer »Hvis vi skal have timer i pædagogik på bekostning af instrumentalundervisning, vil der lyde et ramaskrig fra mange. »Så bliver vi jo dårligere musikere«, vil de sige. Men jeg har selv erfaret, at man bliver dygtigere på sit instrument, når man også beskæftiger sig med pædagogik og formidling. I øvrigt mener jeg, at konservatorierne lige nu gør os en bjørnetjeneste ved at uddanne så mange musikere, når der alligevel ikke er brug for os. Dermed er det helt logisk at fodre alle med pædagogiske kompetencer«, siger Per Bundgård. Undersøgelsen af landets musikuddannelser er bestilt af Brian Mikkelsen, og han glæder sig over den overordnede konklusion: De danske konservatorier tilbyder uddannelser på et klart tilfredsstillende niveau, og konservatoriet i København (DKDM) ligger på internationalt niveau. Samtidig er kulturministeren glad for, at konkrete problemer bliver belyst og dermed mulige at løse. Krav om samarbejde På konservatorierne i Esbjerg, Aalborg og Odense er det problematisk at skabe et velfungerende studie- og orkestermiljø, fordi antallet af studerende er lille. En umiddelbar løsning kunne være at nedlægge institutionerne. Men det afviser Brian Mikkelsen. »Lokalt og regionalt har de små konservatorier stor betydning for musiklivet. Så de skal absolut bevares. Men alle landets konservatorier skal forpligtes til at samarbejde om undervisning og orkesterspil. Og så skal fagspecialiseringen på hvert enkelt konservatorium øges«, mener kulturministeren. Bekymrede studerende Men det bekymrer de studerende. Per Bundgård påpeger, at musikere jo uddanner sig i kraft af hinanden. En sangstuderende har brug for pianisten, og violinisten bør have en bratsch og en cello at spille sammen med. På baggrund af undersøgelsen foreslår kulturministeren i øvrigt øget fokus på efteruddannelse af lærerne, og han vil undersøge mulighederne for at indføre en koordineret tilmelding til alle landets konservatorier. De studerende bakker begge forslag op. Fra rektor på DKDM Steen Pade er der kun lovord for ministerens reaktioner på undersøgelsen, og han ser frem til det kommende halve år, hvor konservatorierne i samarbejde med Kulturministeriet skal omstrukturere uddannelserne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








