Skandaler vokser sig nemt store, og skandalen omkring operabyggeriet over for Amalienborg er en af tidens fedeste, fordi den så afgørende rokker ved troen på demokratiet, men også troen på kunstnerens betydning. For to år siden, da Møller Fondens gave blev kendt, skrev jeg om det pinlige i, at en så afgørende opgave som en kæmpemæssig operabygning på Danmarks fineste byggeplads ikke blev genstand for en åben international konkurrence. En konkurrence ville være i demokratiets ånd. Havde der ikke været en konkurrence i Sydney, havde verden aldrig set Jørn Utzons opera, som er blevet sindbilledet på arkitektur i den moderne verden overhovedet. Et arbejde, Jørn Utzon som den frie kunstner forlod, da bygherren ikke ville følge hans intentioner. Samtidig protesterede jeg imod, at hr. Møller pludselig med sin gave kunne blive den, som afgørende kom til at påvirke hele udviklingen i havnen. Kort tid inden gaven blev givet staten, havde Henning Larsen for Københavns Kommune udarbejdet en plan for havneområdet med nogle volumenundersøgelser, som muliggjorde et stort monumentalt anlæg på havnefronten. Det ligner en tanke. At hr. Møller til sin gave valgte en fremragende arkitekt, den internationalt kendte Henning Larsen, har i det skandaløse forløb vist sig at være en ringe trøst. For operagiveren forsøger i det uendelige at ødelægge arkitektens arbejde. Hr. Møller vil selv bestemme, udformning, valg af materialer, indsyn og udsyn og endelig valg af kunstner til udsmykning. Hr. Møller har enevældigt uden forhandling med arkitekten valgt Per Arnoldi, hvis udtryksform er stik imod Henning Larsens intentioner og arkitektur. Larsens forslag var David Hockney. Den egentlige skandale er, at kunstneren helt øjensynligt igen kommer til at optræde som lakaj for pengemagten. Noget, der er livsfarligt for vores demokrati. Jeg tror ikke, Henning Larsen med sin fine etik kan tåle denne konfrontation, og det kan hans arkitektur heller ikke. Det var Henning Larsen, som i sin tid gjorde opmærksom på, at Bryghusgrunden var for lille til et musikhus i København, skønt han selv efter konkurrence havde vundet opgaven, og det var samme Larsen, som i tilfældet Filmhuset gjorde opmærksom på, at byggetiden var for kort og pengene for små. Det resulterede i, at han ikke fik opgaven, selv om han havde vundet konkurrencen med et fuldkommen overlegent projekt. Hvad skete så? Der var straks arkitekter, som var villige til at tage Filmhusopgaven, nemlig 3 x Nielsen, Århus, og slutresultatet blev netop, som Henning Larsen havde forudset - et dårligt projekt, som kostede mere og tog længere tid. I Danmark er der mange arkitekter, som er villige til at springe til og overtage operaarbejdet, hvis det ender med, at hr. Møller fyrer Larsen, fordi den begavede arkitekt ikke ydmygt modtager ordre fra skibsrederen. Skandalen bliver virkelig fed. Beethoven var den første store kunstner, som gjorde sig fri af fyrsterne og deres penge og som skabte sine værker på frihedsidealer. Det er værd at minde om i dag, hvor kunstneren igen er blevet lakaj. Hvis han da ikke nægter - det gælder både Larsen og Arnoldi.