Jan Hertz ny chef for Folketeateret

Lyt til artiklen

Den 53-årige instruktør Jan Hertz er udset til rollen som direktør for det kriseramte, københavnske Folketeater. Jan Hertz bliver Folketeatrets 13. chef, siden institutionen blev skabt i 1857. Han overtager posten efter makkerparret Michael Moritzen/Tommy Larsen, hvis veje skiltes efter uenighed tidligere i år. Teater i økonomisk uføre Men Jan Hertz overtager også et teaterhus i voldsom økonomisk uføre. Ved denne sæsons start var Folketeatrets underskud på 6,3 mio. kr., og de penge skal teatret selv høvle af i de kommende år. Af samme grund ønsker Jan Hertz heller ikke at udstede en tiltrædelseserklæring, før han på mandag har forhandlet om vilkårene for sit direktørvirke med Folketeatrets bestyrelse. Både historisk og med et vidtfavnende repertoire af musicals, klassikere og ny dansk dramatik, med et gennemmoderniseret teaterhus og med et økonomisk tilskud på 17 mio. kr. er Folketeatret én af mastodonterne i hovedstadens teaterliv, hvis fremtid politikerne indtil videre kun har afstukket frem til sommeren 2005. Hårde odds »Jeg har søgt jobbet på Folketeatret, fordi jeg gerne vil videreføre det, jeg i sin tid lærte som chef for Gentofte Scenen og Amager Scenen, og fordi jeg har vist, at det måske er på dette felt, at mine evner især ligger. Folketeatrets kritiske situation ser jeg som en stor udfordring, selv om oddsene er hårde - jeg er f.eks. allerede nu meget langt bagud med planlægningen af de næste sæsoner. Jeg er også typen, der gerne vil kæmpe for at få arbejdspladser op at stå igen - uden at det nu bliver mig selv, der skal instruere alle forestillingerne«, siger Jan Hertz. Ikke Amager Scenen om igen »Folketeatret skal være folkets folkelige teater, men hvis man tror, at det nu bare skal være Amager Scenen om igen, så tager man fejl. På Gentofte Scenen skabte jeg masser af folkelige forestillinger om bl.a. en døv pige, om Edith Piafs liv, om patienter i sengen og om Bellman og Friedman. Men Folketeatret ligger som bekendt ikke på Amager, og vi vil trods alt også have flere penge at gøre godt med«, siger Hertz, der senest, fra 1999 til 2001, var Tivolis underholdningschef. Vil ramme folk i hverdagen I søndags havde han instruktørpremiere på musicalen 'Can-Can' i Kristianstad i Sverige. »Min ambition er at ramme folk i deres hverdag og i deres fantasi. Det gælder om at få det magiske frem i teatret, hvor det altid skal være en oplevelse at komme«, fastslår den nyslåede teaterdirektør, der medbragte en repertoireliste til samtalerne i det ansættelsesudvalg, hvor han mødte repræsentanter for Folketeatret og for Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab. Den liste ønsker Jan Hertz ikke at offentliggøre endnu, men han satser helt klart på at skabe kunst på alle Folketeatrets scener, efter at både Hippodromen og Snoreloftet har været lukket af sparegrunde i indeværende sæson. Hasteindkaldt Jan Hertz er enstemmigt valgt af styrelsen for Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, DST, blandt 21 ansøgere. Oprindelig var styrelsen indkaldt til ordinært møde 28. oktober, men med baggrund i Folketeatrets alvorlige situation blev styrelsen ekstraordinært samlet i tirsdags, så den nye teaterchef så hurtigt som muligt kan tage fat på opgaven, der foreløbig bliver en tjans op ad bakke. Lyst og entusiasme DST-formand, Mona Heiberg (S): »Jeg er glad for, at vi fik så mange kvalificerede ansøgere i så bredt et felt til posten på Folketeatret. Og selv om det aldrig kan blive en ønskestart med Folketeatrets nuværende situation, så har Jan Hertz modet, lysten og entusiasmen, der skal til, og han har tidligere vist, hvordan man får folk i teatret«. »Om jeg drømmer om at skabe et ensemble? Nu begynder jeg fra en ende af med udgangspunkt i de økonomiske muligheder. Jeg er også realist, og det er vel derfor, man har valgt mig. Men det er lige så klart, at jeg skal kunne leve med de vilkår og de perspektiver, der bliver budt mig«, siger Jan Hertz.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her