Lilleprins-nyt: Tænketank til Euro-Knud

Lyt til artiklen

En højloftet europæisk tænketank skal nu være med til at sprede budskabet om, at lilleprinsen på Schackenborg bør hedde Knud. Efter at mere end 50 tyske og schweiziske aviser og internettjenester i detaljer har beskrevet Bagsidens initiativ 'Folkesagen han skal hedde Knud', der netop virker for denne målsætning, har de internationale Knud-forespørgsler antaget et omfang, så det er nødvendigt med en europæisk repræsentation, suppleret af en strategisk tænketank. Der bliver tale om et informationskontor på Bruxelles-adressen Rue Belliard 199, der samtidig bliver sekretariat for 'Tænketanken Euro-Knud'. Præsident for tænketanken er fhv. trafikminister, MF, major Kaj Ikast (K), som er valgt ikke mindst på grund af sin mangeårige og utrættelige indsats for at bygge bro mellem landsdele. Nu er det broen mellem folk og kongehus, det gælder - og Kaj Ikast er beredt: »Det er mit oprigtige håb, at der også bliver plads til et 'Knud' i den række af navne, som lilleprinsen vil få, når han 4. oktober holdes over dåben i Møgeltønder Kirke«, siger Tænketanken Euro-Knuds kommende præsident. Folkesagens Møgeltønder-ambassadør, hr. Ingolf Haase, har malende beskrevet det fravær af navnet Knud, der har været i det danske kongehus siden arveprins Knud gik bort i 1976, som 'et Knud-vakuum', og det opsummerer meget præcist situationen, mener præsident Ikast. »Knud er sakket agterud i det danske kongehus, og det bør der snarest rettes op på. Her kan lilleprinsen på Schackenborg komme til at spille en endog meget central rolle«, understreger Euro-Knuds førstemand. Hvor det arbejde, der udføres af Folkesagens protektor, Hans Excellence og elefantridder, orlogskaptajn Christian Frederik Franz Knud Harald Carl Oluf Gustav Georg Erik Greve af Rosenborg, arveprins Knuds yngste søn og dronning Margrethes fætter, og af vor Møgeltønder-ambassadør, i høj grad er ad hoc-præget, er der med tænketanken skabt et rum for strategisk navnetænkning. Dette præger afgjort tænketankens sammensætning: Vicepræsident bliver danske Bent Henius, der som journalist også er tiltænkt rollen som offentlighedens repræsentant - ikke mindst fremover. Tænketankledelsen vil få kvalificeret sparring fra en række gode partnere, herunder den sydnorske manuellterapeut (MNFF) Lars Lindstøl fra Risør Fysikalske Institutt, en stringent tænker, en erfaren fysioterapeutisk strateg - og en djævleblændt skiløber. Euro-Knuds forankring i sund fornuft - og grænselandet - garanteres af chefredaktør Siegfried Matlok fra 'Der Nordschleswiger' i Aabenraa, og Neil Herron sikrer fuld belysning af sagens britiske aspekter. Herron er fiskehandler i Sunderland og talsmand for 'Metric Martyrs', der kæmper en kamp af om muligt lige så heroisk tilsnit som Folkesagen: Kampen mod metersystemet. »I am delighted to join the Knud-team«, siger Neil Herron, der kom i det britiske retsvæsens kløer, da han solgte fisk, afvejet i pund og ounces. Den klassiske dannelse og den rigt facetterede sydeuropæiske kultur er i Euro-Knuds intellektuelle sfære repræsenteret af italieneren Carlo Merolli, der som vinhandler samtidig kan bidrage til en tolkning af detailhandelsaspekter i det omfang, de måtte forekomme. Ambassadør Ingolf Haase glæder sig dagligt over den store offentlige interesse for det enestående Knud-o-meter på www.politiken.dk, og han er overbevist om, at tænketanken Euro-Knud på afgørende vis vil bringe Folkesagen bredt ud i europæisk bevidsthed. »Med den meget spændende sammensætning, tænketanken har, forekommer både her og nu-vækst og langsigtet dynamisk udvikling at være i de bedst tænkelige hænder«, vurderer ambassadøren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her