Politi, hjemmeværn og militær måtte gribe ind, da kraftige regnskyl lørdag eftermiddag omdannede koncerten med den franske verdensstjerne Jean-Michel Jarre til et sandt mudderkaos. 16 ambulancer måtte ile de 35.000 koncertgængere til hjælp i forbindelse med koncerten - en del af dem med brækkede ben, knæskader - mens en fødende kvinde i huj og hast blev kørt på hospitalet. 'Kaotiske forhold' Flere vidner beskriver over for Politiken forholdene omkring koncerten som kaotiske og peger blandt andet på, at det var besværligt at komme ind og ud. »Jeg hev en ældre kvinde op, som havde mudder helt op til navlen. Det var direkte livsfarligt. Mudderet var i op til 40 centimeters højde«, siger koncertgænger Jeppe Søe. Vejen stod ikke for presset Falck oplyser, at cirka 1.000 biler kørte fast i mudderet, mens flere vidner beretter, at folk på grund af lange kødannelser stillede deres biler i rabatten på motorvejen for at nå at komme til koncerten. Kompagnichef i hjemmeværnet Berent Mikkelborg, som var medkoordinator for sikkerheden til koncerten, mener ikke, at hovedfærdselsåren ind til koncertpladsen var stor nok til at bære det massive pres. »Vejen var cirka tre meter bred og fire kilometer lang. Bilerne sad simpelt hen fast, så ambulancerne havde svært ved at komme ind og ud. Den skulle helt klart have været større«, siger han. Droppede at tjekke billetter - folk maste sig ind Samtidig var presset for at komme ind så stort, at arrangøren Muskelsvindfonden valgte at åbne portene og droppede at tjekke billetterne. »Det betød bare, at endnu flere masede sig ind«, siger Jeppe Søe, mens en anden koncertgænger, Peter Møller Madsen, som hvert år arrangerer Nibe Festivalen i Nordjylland, siger: »Arrangementet var ikke gearet til, at der var solgt 35.000 billetter. Der var simpelt hen ikke ind- og udgange nok«. »Ikke ideelt område« Chefpolitiinspektør Jørgen Aaby Nielsen fra Aalborg Politi mener, at sikkerheden var i orden under koncerten, der blev afholdt på Gammel Vrå Enge - et engområde, som inspektøren selv betegner som »et vådt område«. »Alle var klar over, at det ikke var det mest ideelle område at afholde koncerter i«, siger chefpolitiinspektøren, der personligt gik på scenen for at berolige folk. 'Godkendelsen var forsvarlig' Politiet var selv med til at godkende koncertstedet sammen med de lokale beredskabsmyndigheder, og Jørgen Aaby Nielsen fastholder, at godkendelsen var forsvarlig. »Der var ikke noget problem med at få folk ud gennem porten. Det gik bare meget langsomt«, siger han. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Muskelsvindfonden. Jarre imponeret over publikum Jean-Michel Jarre selv var imponeret over den måde, publikum holdt ud på trods de kaotiske forhold: »Det var en virkelig god aften i selskab med mange mennesker, en af de mest erindringsværdige koncerter i mit liv. Publikums glæde og energi gjorde et stort indtryk på mig«, siger Jean-Michel Jarre og takker både publikum og arrangører for den måde, de taklede hans show under de vanskelige forhold på.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








