Selv om forlaget Aschehoug gennem længere tid har forsøgt at skabe sig en profil som et forlag med skønlitterære ambitioner, har det Egmont-ejede forlag haft svært ved at tiltrække forfattere. Derfor opretter Aschehoug en helt ny udgivelseslinje under forlaget Athene, der skal stå for udgivelsen af »skønlitteratur af høj kunstnerisk kvalitet«, som redaktionschef Charlotte Jørgensen betegner det. Profilen passede ikke »Jeg stod med det problem, at Aschehougs profil som forlag ikke svarede til det, jeg gerne ville lave af skønlitteratur, og hvis jeg begyndte at udgive vægtige titler, litterære romaner, på et forlag, som i øvrigt ikke har gjort noget ved dette område, ville billedet blive underligt og plumret«, siger Charlotte Jørgensen. At forlaget har haft problemer, blev for alvor klart forrige år, da Aschehoug forsøgte at få danske forfattere til at skrive en roman om danskerne år 2000. Etablerede holdt sig væk Det bedste bidrag ville blive honoreret med 100.000 kr. i præmie, men trods romankonkurrencens kontante lokkemad holdt de etablerede forfattere sig væk, og de indsendte manuskripter var så dårlige, at forlaget aflyste konkurrencen. Charlotte Jørgensen håber, at det nye imprint - som udgivelseslinjen Athene kaldes i fagsproget - vil tiltrække nye forfattere. Lægger ud med norsk prisvinder Athene lægger ud med norske Lars Saabye Christensens prisvindende roman 'Halvbroderen', der udkommer 4. oktober. Forlaget tror så meget på romanen, at den trykkes i et førsteoplag på 3.500 eksemplarer. Ud over 'Halvbroderen' udkommer en genudgivelse af Suzanne Brøggers 'Vølvens spådom'. Yngre forfattere Det er imidlertid først fra 2003, at den nye forlagsprofil for alvor vil tegne sig med cirka ti titler om året. Fra næste år vil Athene udgive skandinavisk og europæisk samtidslitteratur af især yngre forfattere. De første bøger bliver af italieneren Elena Ferrante, norske Hanne Ørstavik og den norske debutant Carl Frode Tiller. Hjemstavnsromaner Til næste efterår starter også en serie med 'moderne, danske hjemstavnsromaner'. Blandt bidragyderne er de to Gyldendalforfattere Bent Vinn Nielsen og Jan Sonnergaard. »Det er ikke noget med, at de fremover skal udgive hos os. De har bare været interesserede i det konkrete projekt«, siger Charlotte Jørgensen. Antyder bedre vilkår for forfatterne Hun gør dog ingen hemmelighed af, at hun meget gerne vil tiltrække danske skønlitterære forfattere, og det ser også ud til, at Athene er parat til at honorere forfattere med andet end standardhonoraret, som er 15 pct. af bogens udsalgspris minus moms. »Jeg har altid gået ind for individuelle kontrakter til forfatterne«, siger Charlotte Jørgensen.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Stor amerikansk avis: »Det ligner et kompromis, som giver Trump en sejr, han kan prale af«
-
Det er en af verdens smukkeste togstationer, men ikke mange ved, at du kan overnatte i bygningen
-
»Vi havde egentlig et meget fint liv. Men så kom der den der dumme, dumme ting«
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Breaking
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø
Utryghed er blevet en legitim undskyldning for at være en piveskid
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce