Stærk alliance redder dansk rock

Lyt til artiklen

En ny stærk alliance mellem de to store musikbureauer Rock On og DKB/Motor arbejder på højtryk på at redde de mange danske rocknavne, som blev revet med i faldet efter den krakkede Wig Wam Tour. Det sker, mens de tre erstatningskoncerter for teltturen i denne weekend spiller i landets tre største byer. Redningsplanen går ifølge Politikens oplysninger ud på at få forhandlet en fornuftig akkord på plads med kreditorerne, heriblandt en lang række musikere, i betalingsstandsningen efter Rock On, som var arrangør af Wig Wam Tour. Så snart denne ordning er på plads, kan kunstnerne genoptage samarbejdet med Rock Ons direktør, Niels Lindgreen, i et nyt selskab under DKB/Motor. Ingen kommentarer Planen synes at kunne redde mange af de musikere, der var på kontrakt i Rock On samt nogle af selskabets fem ansatte. Alligevel ønskede ingen af de implicerede at kommentere det arbejde, der foregår mellem Niels Lindgreen og DKB/Motor. »Jeg kan ikke oplyse noget om min fremtid endnu«, siger Niels Lindgreen. DKB/Motor er i forvejen en fusion mellem de store bureauer Motor og DKB. Det lykkedes fredag ikke at træffe direktør Flemming Schmidt (tidligere DKB), som dog i torsdags betegnede Niels Lindgreen som »pissedygtig og yderst kompetent« over for Politiken. Direktør Mads Sørensen (tidligere Motor) sagde fredag: »Det er da en interessant tanke, og det er klart, at vi på et tidspunkt gerne vil udvide vores danske afdeling. Men jeg har ikke yderligere kommentarer«. For øjeblikket har DKB/Motor, som er Danmarks største musikbureau med speciale i at arrangere store såvel som små koncerter med udenlandske kunstnere herhjemme, kun fem danske navne i agentur. Det vil sige, at bureauet formidler koncerter med disse navne: Swan Lee, Mew, Savage Rose, Nikolaj Nørlund og Niels Skousen. Lykkes det at få nogle af orkestrene og solisterne i Rock Ons stald med ind i den nye og større danske afdeling hos DKB/Motor, kan der blive nye kontrakter til navne som D-A-D, Thomas Helmig, Sort Sol, Love Shop, Gnags, Marie Frank, Søs Fenger, Garbo, Jupiter Day og Erann DD. Kurator trak sig Imens arbejder tilsynet med betalingsstandsningen i Rock On videre under ledelse af advokat Jørgen Frandsen. Den egentlige kurator, advokat Casper Moltke, trak sig i onsdags ud af tilsynet, fordi Niels Lindgreens personlige advokat er ansat i samme firma som Casper Moltke, der derfor mente at være inhabil. Tilsynet arbejder for at etablere en akkord for alle de 250 kreditorer, som mener at have cirka 20 millioner kroner til gode i boet efter Rock On, som definitivt synes at være fortid på den danske musikscene. Hvor et nyt og stærkt, dansk musikbureau til gengæld åbenbart snart kan se dagens lys. Erstatningskoncerten med Superheroes, D-A-D og Thomas Helmig finder i dag sted på Fem-øren i København og er søndag i Aalborg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her