Nissen lover bedre programmer for pengene

Lyt til artiklen

Danmarks Radios generaldirektør Christian S. Nissen lover, at de penge som spares i forbindelse med konflikten vil blive brugt til programmer. Løftet kommer efter, at kulturminister Brian Mikkelsen (K) har fastslået, at seerne og lytterne har krav på, at der kommer bedre programmer ud af de sparede penge. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) vil på skrift bede Danmarks Radios generaldirektør, Christian S. Nissen, garantere, at de sparede lønudgifter under journaliststrejken bliver øremærket til program-produktion. Desuden vil ministeren forlange at få dokumenteret, hvor store summer DR sparer, mens nyhedsudsendelserne er gået i sort - samt løbende opgørelser over, hvad DR-cheferne agter at bruge pengene til. »Jeg forventer og kræver, at der kommer bedre programmer ud af de sparede penge. Det er lytterne og seerne, der betaler licens og dermed dem, der skal have gavn af de sparede lønudgifter, udtaler Brian Mikkelsen til B.T.. Kan gå til andre formål »Hvis der er tale om et par millioner kroner om dagen, er der hurtigt penge til nye dokumentar-programmer eller tv-dramatik«, siger ministeren. Derimod på pengene under ingen omstændigheder gå til andre formål som eksempelvis Ørestadsbyggeriet eller andre driftsudgifter, understreger Brian Mikkelsen. Ifølge B.T. lørdag ønsker kulturministerens en skriftlig garanti fra Christian S. Nissen om, at de sparede lønudgifter bliver øremærket til programproduktion. Desuden vil ministeren forlange at få dokumenteret, hvor store summer DR i øjeblikket sparer. Pressemeddelelse fra Nissen I en pressemeddelelse oplyser Christian S. Nissen, at han endnu ikke har set nogen henvendelse fra ministeren og at han derfor ikke vil kommentere kravet nærmere. Men han fastslår, at de sparede licenspenge vil blive brugt på programmer. »Vi har for en uges tid siden meddelt offentligheden, at de sparede lønudgifter, fratrukket de merudgifter, som konflikten giver, naturligvis vil blive anvendt i radio, tv og på internettet«, siger Christian S. Nissen. V og DF vil give pengene til licensbetalerne Hverken Venstre eller Dansk Folkeparti kan imidlertid støtte kulturministerens krav om at pengene øremærkes bedre programmer. I stedet mener de to partier, at pengene skal tilbage til licensbetalerne. »Selvfølgelig skal pengene tilbage. Det forudsætter blot, at bestyrelsen for DR opsamler besparelsen i en særlig pulje og når der næste gang skal opkræves licens, modregnes puljepengene«, siger kulturordfører for Venstre Ester Larsen. Dansk Folkepartis mediepolitiske ordfører Poul Nødgaard mener, at det er helt utilstedeligt, at ministeren foreslår at lade DR beholde de sparede penge under forudsætning af, at de bruges til bedre programmer. »Ministeren har ingen garanti for, at pengene virkelig bliver anvendt til det formål«, siger Poul Nødgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her