Prinsefødsel: Han skal hedde Knud!

Lyt til artiklen

Den, der betaler musikken, har sædvanligvis også en vis indflydelse på hvilke melodier, der spilles. Sådan må det være, hvis ret og rimelighed skal herske, og netop derfor kan det danske folk, som dog lever under demokratiske forhold, naturligvis også forlange at blive taget med på råd i forbindelse med valg af navn til den lille ny prins, som i går så dagens lys på Rigshospitalet i København. Drengens far, prins Joachim - nummer to i fædrelandets arvefølge - udtalte efter forløsningen, at knægten - som bliver nummer fire i køen til tronen - vil få et navn et eller andet sted mellem »Ib og Nebukadnesar«. Altså, må man formode, alt fra Thorkild, Magnus, Leif og Bent-Svend til Jørgen, Max, Herman og Rasmus. I alle tænkelige kombinationer. Nu kan det naturligvis ikke udelukkes, at prins Joachim allerede ved, hvad drengen skal hedde, men ud fra en taktisk vurdering har besluttet at vente en kende med at slippe den nyhed - bønder kan nemlig være ganske snu! Da den diametralt modsatte situation - nemlig: at der bag Schackenborgs mure faktisk hersker stor tvivlrådighed i navnespørgsmålet - på den anden side heller ikke ganske kan afskrives, og da det under alle omstændigheder er nødvendigt for enhver, der vil gøre sig realistiske forhåbninger om at opnå folkets gunst at lytte til samme folk, synes det, summa summarum, både berettiget og velplaceret at bringe et navn eller to i forslag. Og dagens navn, det skal der ikke herske tvivl om, er: Knud. Ved at lade den lille ny prins døbe Knud - efterfulgt af de tre-fire andre fornavne, han også vil få, heriblandt meget Harald, hvis nogen skulle spørge Bagsiden - vil prinsesse Alexandra og prins Joachim ikke alene sige ja til et godt, maskulint klingende navn, de vil også føre en gammel tradition i det danske kongehus videre; hvilket mere end én læser meddelte os mandagen igennem! Det ligger således med navnet Knud, at det oprindelig - og det vil sige allerede før Gorm den Gamles tid, »synes at have været indskrænket til den danske Kongeslægt«, som Salmonsens Konversationsleksikon udtrykker det. Med tiden skulle både Knud den Store, Knud den Hellige, Knud Magnussøn og Knud Valdemarsøn bestige den danske trone - og blandt andre Knud'er, som vel nåede langt, men aldrig fik kronen på hovedet, kan nævnes både Knud Lavard og arveprins Knud. Der er altså på højt niveau en stærk Knud-tradition her i landet. Samtidig har navnet, i takt med den generelle demokratisering af samfundet, også bredt sig til mere jævne lag. I dag er der således 24.509 Knud'er i kongeriget, viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik, og nummer 24.510 kan meget vel være lige om hjørnet. Og hvem ved, måske er han prins?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her