Hvad stiller man op, når man arver 70.000 bøger og 35.000 tidsskrifter? Det var, hvad den 93-årige professor Jürgen Kuczynski, den mest fremtrædende økonom i DDR, efterlod sine tre børn, da han døde i 1997. 13 rum med bøger Arvingerne hverken kunne eller ville overtage dette bjerg af bøger, der havde fyldt samtlige 13 rum i forældrenes villa - tapet var der ikke brug for. I fem år søgte børnene at finde en køber. Nu er biblioteket, rub og stub, overtaget af centralbiblioteket i Berlin, der har følt sig forpligtet til at tage vare på dette enestående levn af samlerlidenskab. Svulmende bibliotek En lidenskab, der har præget seks generationer af slægten Kuczynski. Samlingen blev grundlagt af professorens tiptipoldefar, der bl.a. var så betænksom at købe førsteudgaver af filosoffen Emmanuel Kant. Slægtled efter slægtled svulmede biblioteket op. To gange har det været nødvendigt at bringe det i sikkerhed i udlandet. Første gang i 1848, da en af Jürgen Kuczynskis forfædre måtte flygte til Paris, fordi magthaverne i Berlin ikke brød sig om hans frisindede ideer. Anden gang i 1936, da Kuczynskis forældre flygtede fra nazisternes jødeforfølgelse og fandt asyl i Storbritannien. Det lykkedes dem at få ca. 40.000 bind med, men henved 20.000 bøger gik tabt i Det Tredje Rige. Produktiv skribent Under krigen avancerede Jürgen Kuczynskis søster til at blive oberst i Sovjethærens efterretningstjeneste. Selv opnåede han samme rang, dog i det amerikanske flyvevåben. Hans militære indsats bestod i at udpege strategiske bombemål i Hitlers Tyskland og vurdere effekten af bombardementerne. Efter verdenskrigen gik Jürgen Kuczynski systematisk i gang med at genskabe slægtens bibliotek i fuldt omfang, samtidig med at han købte nye udgivelser. Professoren var ikke blot en glubsk læser, han var også en utrættelig skribent. Han har udgivet henved 100 bøger om økonomiske, filosofiske, historiske og litterære emner. Hans værk om arbejderklassens forhold under kapitalismen fylder alene 40 bind. Samlet værdi: 8 millioner kroner Arvingerne lod sagkyndige vurdere den samlede værdi af biblioteket. Deres skøn var: 8 millioner kroner. Hvis arvingerne havde valgt at sælge de største sjældenheder styk for styk, ville de kunne have fået meget mere. En førsteudgave af Heinrich Heine med forfatterens dedikation går ikke for en slik. Men arvingerne ville ikke lade samlingen spredes for alle vinde. Den skulle forblive en enhed og være tilgængelig for både forskere og offentligheden. Det er en hemmelighed, hvad centralbiblioteket i Berlin har givet for samlingen. Men antikvarernes bud antyder vel købesummen. Jürgen Kuczynski brugte hele sit lange liv på at føre beviser for, at socialismen er kapitalismen overlegen. Rådgiver for Ulbricht og Honecker Han optrådte også som rådgiver for både Ulbricht og Honecker. Hans loyalitet over for kommunistpartiet og den nye stat DDR var støbt i beton, og dog var han en besværlig herre, der, som årene gik, tillod sig at påpege brist og inkonsekvenser i den førte politik. Men de åbenlyse systemkritikere undgik han. Deres ærinde var ikke hans. Selv kaldte han sig »en trofast rebel«. Stillet over for kommunismens sammenbrud bemærkede han, at inkvisitionen ikke havde været i stand til at udrydde den kristne tro. Og at der altid er en dag efter denne, også for den socialistiske tro. Brechts krimier Professor Kuczynski gik for at være noget så sjældent som en polyhistor, intet emne under solen syntes at være ham fremmed. Kriminalromaner slugte den lærde mand også. Så da Bertolt Brechts enke, Helene Weigel, døde, købte Kuczynski dramatikerens store samling af detektivromaner. Så kom den samlede krimibestand op på 6.400 bind. Den enorme bogsamling er nu anbragt i et magasin, hvor bibliotekarer skal katalogisere konsekvenserne af seks generationers lidenskab for bøger. Mellem hænderne har de et mageløst stykke tysk kulturhistorie.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








