Biografsucces fortsætter

Lyt til artiklen

Går man med en drøm om at åbne en ny biograf, er tidspunktet lige nu det rette. Interessen for at se film på det store lærred stiger og stiger, og holder tendensen fra de første fem måneder af året, kan 2002 blive det bedste biografår i 20 år. Og set med nationale briller er der også det glædelige, at den genopstandne interesse for danske film holder sig usvækket. Det er ikke kun de store action- og komediebrag fra filmfabrikken i Hollywood, der trækker folk op af lænestolen. 30 procent højere end sidste år »Det samlede billetsalg på omkring seks millioner er næsten 30 procent højere end sidste år på samme tid. Der har været store internationale film som 'Harry Potter', 'Ringenes Herre', 'Monsters Inc.' og senest 'Star Wars II' som de store trækplastre, men det meget positive er, at de danske film ikke er druknet i denne skrappe konkurrence. Film som 'Klatretøsen', 'Små ulykker', 'Polle Fiction', 'Okay', 'Jeg er Dina', 'En kort en lang' og 'Olsen Banden Junior' har trukket så mange, at det meget høje niveau fra 2001 med danske film er fastholdt«, siger lanceringschef Jimmy Bredow fra Det Danske Filminstitut. Stærke danske spillefilm på vej Jimmy Bredow vil ikke lægge hovedet på blokken og forudsige, at markedsandelen for de danske film vil nå de rekordhøje 30 procent fra i fjor, når hele 2002 gøres op, men der er så mange stærke danske spillefilm på vej, at tallet slet ikke er urealistisk. Der er f.eks. tre danske børnefilm - 'Kald mig bare Aksel', 'Min søsters børn i sneen' og 'Bertram & Co.' - og så er der Lasse Spang Olsens 'Gamle mænd i nye biler', Susanne Biers 'Elsker dig for evigt', Nicolas Winding Refns 'Fear X', Thomas Vinterbergs 'It's All About Love', 'Nils Malmros' 'At kende sandheden' og Lone Scherfigs 'Wilbur begår selvmord'. Opvejer 'svipsere' Disse film vil rigeligt opveje de svipsere, der også har været. F.eks. er der kun 284 biografgængere, der har fundet vej til Dariusz Steiness' film 'Charlie Butterfly'. Og kommende udenlandske film som 'Spider-Man', den nye James Bond-film 'Die Another Day', 'Men In Black II', Disneys julefilm 'Lilo & Stitch', thrilleren 'The Sum Of All Fears', Steven Spielbergs 'Minority Report' og en ny omgang 'Harry Potter' og 'Ringenes Herre' skal nok også holde gryden så meget i kog, at årets billetsalg kan komme et betragteligt stykke over de 11,9 mio., som blev solgt i fjor. Ikke kun i Danmark Det er ikke kun i Danmark, der lokkes flere mennesker i biograferne. Lignende tal kan opvises i en række europæiske lande og i USA, hvor man lige nu ligger 20 procent over billetsalget i 2001. Amerikanerne må dog samtidig se i øjnene, at de tjener mindre på deres film i Europa end tidligere. Der er to hovedårsager, nemlig valutakurser i amerikansk disfavør og, som i Danmark, at de lokale film i langt højere grad end tidligere er i stand til at tage konkurrencen op og sætte sig på større markedsandele.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her