Man sku' tro, det var løgn. 150 politibetjente, unge mænd og kvinder, sprøde, varierende i kulør fra oliven over nougat til tjære, har taget hinanden under armen og ligner selve forbilledet for det arrangement, de er sat til at beskytte. De danner en menneskemur mellem de anslået 400.000 festende bøsser og lesbiske - og hele resten af verden. Som om der var én. Sådan en dag som i dag. Ordensmagten i dette særdeles voldsramte og ofte ganske moralsk anløbne land er sat til at værne om dette enorme seksuelle mindretal, der i tre dage i træk har fået lov at dominere byen. Bombekorps med blå blink og skingrende sirener bryder med mellemrum mængden på endnu en falsk alarm, og de unge betjente har travlt med at kigge neutralt ud i luften, ud på ingenting, som var de blinde. Hver gang de slapper af i øjnene og lader dem hvile på en person foran dem, bliver de flirtet til og slået smut til og bagt på. Nogle af dem smiler genert og slår blikket ned, andre er med på legen. For i dag er alt tilladt. Gay Pride, den gigantiske lange kærlighedsfest for Sydamerikas bøsser og lesbiske, finder hvert år sted i brasilianske So Paulo, verdens tredjestørste by. En pendant til karnevallet i Rio og med mindst lige så mange pailletter og fjerboaer. Festen har allerede braget et par dage i konkurrence med fodbold-VM. Dunkende dansesalsa drønet ud fra blokvogne, så det smælder mod skyskrabernes glas og beton. Fantastiske brune smil der blinker i ét væk og til alle sider, hår som candyfloss, røde læber i evig kyssemund, ben så lange, så de aldrig ender. Der er lir i luften - og forsorenhed, og uskyld. Umuligt, egentlig, at beskrive. Vitterligt: Findes det, findes det her. Lidenskabelig bilsælger »Det er en dejlig mand du har!«, udbryder han begejstret til en kvinde på gaden, den lokale bilsælger, opstemt og selvkørende. Han tager om hende, let i hovedet. »Ham kan du være stolt af!«. Hans opmærksomhed er ikke til fastholdelse. En gammel kvinde kysser han på munden. »Linda«, siger han kærligt. Ikke at hun hedder det, men på portugisisk betyder det 'køn' eller 'smuk'. Det er den samme bilsælger, der har fulgt - han ville sige: guidet - os hele vejen fra hotellet ind ad So Paulos boulevarder og til paradens begyndelsessted. Ikke en mand får lov at passere vores ven uden at blive genstand for hans umiddelbare og heftige elskov, selv ikke her uden for det regnbueparadis, der er paraden. Han bliver råbt an af heteroseksuelle mænd i busser, der passerer - overmodige på sikker afstand, chauvinistiske for sjov med godmodige skældsord. For hver hedspore, der råber ham an, er der en eller to andre i samme bus, der vinker koket ad os gennem de beskidte vinduer. I solidaritet. En fyr krænger sin T-shirt over hovedet i den stegende vinterhede by. 31 grader er her, og det eneste tøj, der er rigtig okay, er pailletbesat eller skinnende af latex. Han og jeg får pludselig øjenkontakt over T-shirtens halsåbning. Han er lynhurtig. Blinker. Smiler. Hvordan når han alt det på én og samme gang? Gang i ham. Jeg ville bare læse inskriptionen på trøjen, men det er nærmest utænkeligt at have et så uskyldigt ærinde i dag. Hans koncentration afledes hurtigt af en ung fyr i leopardshorts, med gult hår og røde kontaktlinser. En øl på en burgerbar i udkanten af homoarealet afbrydes af et pludseligt rykind af kvinder og mænd. Men især af folk, der - i det mindste i dagens anledning - identificerer sig på kryds og tværs af i hvert fald de kønsmæssige grænser, teksten på toiletdørene foreskriver. Den lidt ordinære mand, der nu kommer ud af herretoilettet - var det dermed den udmajede madamme, der skred derind lige før?
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








