AOF i København går konkurs

Lyt til artiklen

Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF) i Hovedstaden besluttede onsdag at dreje nøglen om og indgive konkursbegæring, fordi AOF fortsat ikke kan skaffe det økonomiske grundlag for den videre drift. Nu kan københavnerne ikke længere slå de mørke og kedelige vinteraftener ihjel med et AOF-kursus i orientalsk mavedans, porcelænsmaling eller italiensk for begyndere. Klokken 11.20 onsdag formiddag blev Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF) i Hovedstaden erklæret konkurs i Sø- og Handelsretten efter begæring fra bestyrelsen. I januar 'arvede' AOF Hovedstaden en stor gældsbyrde fra søsterorganisationen AOF Daghøjskolen, som gik konkurs. »Samtidig har det haft stor betydning, at regeringen har skåret ned på undervisningsområdet og bl.a. halveret tilskuddene til aftenskolerne. Og vi har kunnet mærke den generelle nedgang i brugen af voksenuddannelser som led i aktivering af arbejdsløse«, siger Joan Jensen, bestyrelsesformand i AOF Hovedstaden. En epoke er slut Med konkursen slutter en epoke i folkeoplysningen, der begyndte i 1925, hvor arbejderbevægelsen grundlagde AOF i København - som det hed dengang. I de første år gik det derudad med kurser i bl.a. 'sindshygiejne' og 'skindsyning', og AOF København bare voksede og voksede. Men i de seneste år blev stemningen anderledes negativ. »Det er en lang tradition, der ryger sig en tur. Det har vi det ikke godt med. Jeg har det personligt meget dårligt. Både på grund af vores mange kursister, traditionen og de 15 medarbejdere, som vi i dag har måttet afskedige«, fortsætter hun. »Vi har prøvet at rekonstruere virksomheden, men gælden fra daghøjskolen har gjort det umuligt for os at få resten til at hænge sammen. Vores udgiftsniveau er ganske enkelt højere end vores indtægtsmuligheder«. Stadig kurser i gang Joan Jensen har ikke overblik over, præcis hvor mange kursister der berøres af konkursen. Mange af AOF's forårshold er afsluttet. Men der er stadig undervisning i gang - og dertil kommer kursister, der allerede har meldt sig til et efterårshold. Skønnet er, at små 3.000 københavnere risikerer at gå glip af det kursus, de er eller ville på - og som de måske endda har betalt for. Joan Jensen understreger, at man i de nærmeste dage vil knokle for at skaffe kursisterne plads på andre aftenskoler i samarbejde med folkeoplysningsudvalget i Københavns Kommune. Men hun kan ikke garantere, at det vil lykkes. Hun kan endnu ikke sige, hvad der vil ske, hvis planen falder på gulvet. Men der vil aldrig mere dumpe et AOF-katalog ind ad min brevsprække, hvis jeg bor i København? »Man skal aldrig sige aldrig. Det kan godt ske, at man på et tidspunkt - om et år eller tre - siger, at vi ikke kan have en storby uden et AOF. Men så skal man godkendes på ny og alt det der«, siger Joan Jensen. Hun understreger, at AOF Hovedstaden stadig vil have en række aktiviteter, bl.a. sprogskoler for indvandrere. Arbejdernes Landsbank og AOF Danmark har de største summer til gode hos AOF Hovedstaden. Det har tidligere været fremme, at Arbejdernes Landsbank risikerer at tabe et tocifret millionbeløb på sit engagement i organisationen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her