MGP: Hold ud! Om en uge er det glemt igen

Lyt til artiklen

Efter nogle år med sange så tunge som Moder Jords hårdt medtagne hjerte er der lagt op til løssluppen lir, kitsch for kendere, pjat, pjank og prægtig pop i dette års udgave af familieføljetonen Det Europæiske Melodi Grand Prix. Der er sødme, sex, glam og glamour over festens felt af sangere og sangerinder. Væk er den politiske korrekthed og de mere eller mindre vellykkede forsøg på at gøre slager-festen stilfuld. Tilbage til komik, kitsch og forhåbentlig endda underlige kjoler. Det er vejen frem, hvis Melodi Grand Prix skal bevare sit besynderlige særpræg i en stadig mere strømlinet verden. Allerede nu kan man lægge øre til de 24 sange ved finalen i Estland på cd'en 'Eurovision Song Contest Estonia 2002'. En blandet fornøjelse, men hold ud - den er jo glemt i næste uge. 1. One: Gimme. Cypern Ø-landets drengeband minder lidt om forgængerne i The Osmonds og fremstår lige så uskyldsrene. Stor hæder, dog, for allerede i feltets første sang at introducere Tommy Seebachs gode gamle discodunk - duu-dU-du duu-dU-du, De ved. Ellers lige så anonymt, pænt og berusende som et glas letmælk. 2. Jessica Garlick: Come Back. England En blævrende omgang Shepherd's Pie. Så bleg som klipperne ved Dover og så tungt slæbende som opklaringen af mordet på arvetanten over et kaffebord hos tante Agathe Christie. I sutsko, støttebind og slåbrok. Hvad skete der dog med britisk humor og elegance? 3. Manuel Ortega: Say A Word. Østrig Nøjagtig tre minutters maskinel popsang fra Manuel, hvis navn skyldes en spansk mor, uden stort set at anvende andre ord end »say a word«. I sig selv imponerende og energisk, men også mere intetsigende end en tom kummefryser med ekkoet: »say a word«. Jo, jo, men hvilket ord? Come from Barcelona måske, Manuel? 4. Michalis Rakintzis: S.A.G.A.P.O. Grækenland Hallo, nu rykker det! Gode gamle 'Video Video' med Brixtofte, junior, omsat til computer-computer! En flommet firserpastiche sunget, eller rettere brummet, af nogle bistre drenge i lædertøj. En Lou Reed-lookalike og nogle venner fra en for længst falmet militærjunta. Grækenland har sejrsikkert udsendt en pressemeddelelse om, at de er klar til at holde Melodi Grand Prix næste år. Øh, har vi ikke nogle psykiatere med behov for et feriejob i charterland? 5. Rosa: Europe's Living A Celebration. Spanien En af MGP's dejlige,, store syngende piger med humør og hofteswing. Europa og slankekuren skal fejres. Eventuelt med en berliner eller en napoleonshat. Iørefaldende MGP-classic på spansk med engelsk omkvæd. Utrolig elegant. 6. Vesna Pisarovic: Everything I Want. Kroatien Pigen med det vindende navn Vesna Pisarovic er virkelig meget, meget smuk. Tjek lige det hår, de katteøjne og den elegance! En kroatisk isprinsesse med stolthed og holdning. Synger hun også en sang? Nåeh, jo, men er det egentlig ikke lige meget? 7. Prime Minister: Northern Girl. Rusland Kvabse-knægtene kunne være navnet på Ruslands bud på et boyband. Ligesom sidste års Mumie Troll er Prime Minister dog charmerende, og sangen har et modbydeligt iørefaldende omkvæd. En vellykket og dejlig lille popsang. 8. Sahlene: Runaway. Estland Årets bedste Britney-bud. Faktisk er hun lånt i Sverige. Arrangørerne i Estland har jo også så meget andet at se til end at støve blondiner op. Desværre fik de heller ikke lige tid til at skrive andet end denne ligegyldige omgang dåsepop. 9. Karolina: Od nas zavisi. Makedonien Totalt i orden titel og modigt at optræde på modersmålet. Trods en indledning, der minder lidt om 'Smuk som et stjerneskud', kommer sangen ikke rigtigt i gang. Den har dog en vis spændstighed og en ikke uspændende melodi. 10. Sarit Hadad: Light A Candle. Israel Åh, nej, ikke det! En alt for opblæst, patetisk fredshymne er vel næppe, hvad verden orker at høre fra Israel just nu. Denne udstoppede og tungt lastede fredsdue må siges at være repræsentant for årets dårligste timing. I hvert fald kan den ikke flyve. Gad vide hvorfor? 11. Francine Jordi: Dans le jardin de mon âme. Schweiz Mon ikke Celine Dion har en konto i Schweiz? Mon ikke Francine Jordi arbejder der som bankassistent? Mon ikke Francine synger sådan her, når hun hjælper Celine med et tælle millionerne op? Mon ikke de to har det rigtigt, rigtigt sjovt sammen? 12. Afro-Dite: Never Let It Go. Sverige Hejsan, for et stort smilehul midt på diskotekets dansegulv. Hvem skulle nu have troet, at denne friske og aldeles po(p)litisk ukorrekte satsning på halvfjerdsernes disco skulle komme fra vort forbudsglade naboland? Men det gør den, og den er spøjs, skæg og lækker. En sang, man kan skråle om 25 år for at få liv i en lidt for lukket julefest, og er det ikke just definitionen på klassisk Melodi Grand Prix? 13. Laura: Addicted To You. Finland Finsk funktionærfunk, som er lige ved at være der, men alligevel ikke kommer helt op at ringe. Se i diskotekets samling af 'metervarer', men giv den alligevel en enkelt dans, den er formentlig glemt, før udmærkede Laura slipper sidste tone. 14. Malene Winther Mortensen: Tell Me Who You Are. Danmark Jamen, det er jo i hvert fald en hæderlig popmelodi, som Malene synger aldeles glimrende med sin sårbare og smukke stemme, der lover meget mere end dette. Og lad os ikke glemme, at det her er en sang med en sammenhængende tekst, hvilket ikke ligefrem er en selvfølge i dette selskab. Slet ikke ringe. 15. Maja Tatic: Fairytales About Love. Bosnien-Herzegovina Wham-glam, thank you ma'm! »Kom lidt op i tempo og mere belastning på«, som en instruktør i bodybike ville sige, undskyld skrige. Endnu en stor pige, flankeret af guitarer med slikket glamrock i afleveringerne. En kæk kliché. 16. Sergio & The Ladies: Sister. Belgien Stakkels Sergio har forslugt sig på fortidens tyske heavy rock og tonser teutonsk af sted i en testosteron-tyfon, der dog minder mest om den lokale version af Blues Brothers fra Bøvelse Fritidshjem. 17. Sandrine Francois: Il faut du temps. Frankrig Endnu en stille sniger fra tågernes og tårekanalernes Frankrig. Kønt og stilfuldt, men også en kende for kedeligt til at begå sig i dette selskab, hvor raffinement er et underligt og forholdsvis uforståeligt ord, som sikkert stammer fra en eller anden fransk film. 18. Corinna May: I Can't Live Without Music. Tyskland Den blinde Corinna May synger sit bidrag med så stor overbevisning, at man næsten glemmer, at dette faktisk ikke er musik, men endnu et opkog fra kasserollen med klassiske MGP-klicheer. 19. Buket Bengishu And Group Saphire: Leylaklar Soldu Kalbinde. Tyrkiet Rørende, at nogen stadig synger på modersmålet med lokalkolorit i musikken. Orientalske instrumenter og klange bugter sig oven på et pulserende beat, som indimellem afbrydes af lette havfruekor. En buket af de rødeste roser til Buket for en tapper indsats. 20. Ira Losco: 7th Wonder. Malta På Malta kan man til gengæld kunsten at male med den bredeste pensel. Også i denne ballade om en pige i sådan cirka 3. klasse, der sidder med sin poesibog og funderer lidt over kærlighedens vidundere. Uden at finde ud af forfærdelig meget. Men ganske fiks sang, som kokette Ira Losco charmer bedre, end den egentlig er. 21. Monica Anghel & Marcel Pavel: Tell Me Why. Rumænien Klonk! Så landede mahognibordet midt i Draculas aftensmad - de sidste slatter blod fra det blodfattige ægteskab, hvis uendeligt triste afslutning denne duet vist nok skildrer. Måske skal vi bare lade Dracula spise op i fred - og onkel D., slug du bare klaveret og den tågede bjergkæde af følelser så klæge som blodpølse med. 22. Sestre: Samo Ljubezen. Slovenien Wau, nu er det tid til at tjekke ind til et togt med den Transvestistiske Jernbane med tre langbenede stewardesser i røde dragter. Hvor får slovakkerne den slags kinky ideer fra? Og så på det sexede sprog! Desværre er togførerens dirigentstok noget stiv i det, så det uhørt vovede indslag mavelander i en temmelig ordinær popsang. 23. Marie N: I Wanna. Letland Hvem siger, at ungdommen i Letland ikke danser salsa under en truttende trompet i gaderne? Nej, vel, selvfølgelig gør de da det. Og Marie N. er helt sikkert en frisk pige, der både kan gnaske tyggegummi, sende en SMS og fyre latinske rytmer af på en og samme tid. Det hele med venstre hånd, forstås. 24. Aivaras: Happy You. Litauen En glad lille hyldest til kærligheden at gå hjem på. En ferm popsang med et næsten for effektivt omkvæd fra Aivaras med puddelkrøllerne. Måske er det programmet 'Bliv din egen komponist' på computeren, manden er forelsket i? I så fald har han mange medbejlere i dette felt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her