»Hvis jeg ikke går hen til fiskemanden, lukker han så?«. Johanna og jeg skal ned og købe fiskefars, den grove med laks. Det er lørdag over middag, og fiskemanden lukker om ti minutter. Jeg skynder på Johanna, som har gang i alt muligt. Tøjdyr, trehjulet cykel og solhat, der jo helst skal være den lyserøde med Peter Plys på. Kasketten med Tinky- Winky, som jeg har fundet, duer ikke. Og så er det, at hun spørger mig, om hun kan være skyld i, at fiskemanden lukker. Logikken er klar. Jeg siger: »Hvis du ikke skynder dig, når vi ikke fiskemanden«. Altså må det jo betyde, at hvis min lille datter på tre år er et lille smøl, så lukker han. Hun har endnu ikke fattet den højere ligegyldigheds princip, nemlig at fiskemanden åbner og lukker, og at nye fiskemænd fødes og dør, uden at det har noget som helst med hende at gøre. Og det er jo frygteligt.
Barnets skyld?
Det betyder jo, at hun er skyld i alt her i verden. Fra fiskemændenes åbningstid til, om far bliver sur. En direkte konsekvens af formuleringen: Hvis ikke ... så. En anden version er, »nu skulle vi lige have det så hyggeligt, og så ...«. I begge tilfælde står vi hændervridende forældre jo bare og forsøger at få hverdagen til at gå op. Men vi lægger ved på et frygteligt bål. Barnet tænker: Det er min skyld. Jeg er djævlens yngel. Nu er far ked af det. Jeg har en dejlig kollega, en kvindelige journalist og rockanmelder, der er ret god til at reflektere over sådan nogle ting. Vi snakkede en dag om, hvor frygteligt det er, hvis man sidder med et pres - for eksempel en artikel, der ikke vil skrives - og børnene så kommer og kræver opmærksomhed. Hvad gør man nu? Afviger man fra sin arbejdsbetingede depression og forsøger sig med et tandpastasmil over for barnet, eller fortsætter man sin rugen over computeren? Min kollega sagde: »Jeg siger til dem: »Det drejer sig ikke om dig«. Når de så spørger igen, om jeg er sur, så gentager jeg: »Det drejer sig ikke om dig«. Og hvis de så spørger, om de skal gøre noget for mig, så svarer jeg igen: »Det drejer sig ikke om dig«.
Du er ikke verdens navle
På den måde gør min kollega noget helt prisværdigt. Hun hjælper sine børn ned af karrusellen. Ethvert menneske, barn som voksen, føler sig i et eller andet omfang som verdens centrum, som akslen, hvorom alting drejer. Hvor skønt er det så ikke at få at vide, at det ikke drejer sig om én. At man altså roligt kan slappe af. Verden har styr på det. Jeg forsøgte ikke at forklare Johanna hele dette ræsonnement på vej til fiskemanden. Jeg tog bare fat i hende og gik. Hvis vi skal nå fiskemanden, er det jo mit ansvar. Det behøver jeg ikke inddrage hende i. Der er ingen grund til, at jeg gør hende ansvarlig for min tidsplan. Ikke fordi. Hun elsker, når jeg taler voksent og følsomt til hende. Jeg sad en dag ved spisebordet og fortalte min kone om nogle alvorlige overvejelser i forbindelse med et projekt. Johanna var helt stille, lyttede med åben mund. Og så sagde hun: »Far, hvorfor taler du aldrig sådan med mig?«. Og det kan hun godt have ret i. Det er faktisk uhyre sjældent, jeg taler helt voksent til hende uden bagtanker. Tit handler det om få hende til at tage sine gummistøvler på eller spise sin mad. Eller jeg spørger til hende, som man ville spørge en dement farmor: »Hvordan gik det så i dag, skat?«. Måske er det derfor, piger er så vilde med at lege familie?
Klistrede fødder
Johanna er lige rykket op på en større stue ovre i børnehaven. Og fra dag ét har det handlet om at få gang i de sociale lege. På grund af hendes lave status som sidste nye på stuen, er hun selvfølgelig baby. Veninden er storesøster. Og så er den store pige moren. Drengene på den større stue er knap så avancerede. De begynder dagen med at tage sko og strømper af, og så løber de ellers, så hurtigt de kan, op og ned ad gangen. For med bare tæer kan man løbe hurtigere. For tæerne klistrer så dejligt.