Dansk offensiv på nettet

Lyt til artiklen

På tirsdag trykker udenrigsminister Per Stig Møller (K) på den knap, der skyder en ny, officiel Danmarks-portal ud på det globale internet. Ved blot at skrive www.denmark.dk får mennesker verden over mulighed for omgående at få nyheder fra Danmark leveret af Ritzau på engelsk, det sidste nye om dansk dogmefilm eller vink om en god investering i landet. Hermed kommer Danmark langt om længe op på siden af lande som Sverige og Finland, der allerede har bragt sig på web-kortet med en sådan hjemmeside, men vi kommer også et hestehoved foran, mener kultur- og presseråd ved den danske ambassade i Berlin, Uffe Andreasen, der fra første færd har fulgt arbejdet med den nye hjemmeside. »Uden falsk beskedenhed kan jeg godt sige, at vi både hvad indholdet og brugervenligheden angår kommer helt til tops, så vi er på forkant med udviklingen. Det hele er på engelsk, og 80 procent er også på fransk, tysk og spansk«, siger han med stolthed i stemmen. Målgruppen er meget bred, for det er meget forskellige mennesker, der i udlandet søger oplysninger om Danmark, fortæller Uffe Andreasen på baggrund af erfaringerne som presse- og kulturråd i Paris og nu i Berlin. Der får han dagligt henvendelser fra mediefolk, der ønsker informationer om Danmark på de mest forskellige områder. »Tager vi kulturområdet, handler det meget om dansk film. For eksempel er der stor interesse for dogmefilmene, og på den nye hjemmeside kan man læse om dansk film, ligesom der er henvisninger til hjemmesider om dansk filmindustri. De aktuelle spørgsmål drejer sig meget om aktuelle sager. Det kan være EU og udlændingepolitik, og her henviser vi også videre, ligesom vi har vores eget materiale og de løbende nyheder om Danmark fra Ritzau, som man kan læse dagligt fra kl. 9. Kongehuset er også et meget efterspurgt emne«. Kvaliteten af indholdet er helt afgørende. Der er tale om en officiel, dansk hjemmeside, og brugerne kan være sikre på, at oplysningerne er rigtige, for de kommer fra de danske myndigheder. Når en tysk eller amerikansk journalist finder tallene fra de danske folketingsvalg eller andre præcise oplysninger, behøver han eller hun ikke at kontrollere dem. Nærmere på verden Grafikken og funktionaliteten har også været afgørende for Udenrigsministeriet og de mange deltagere i projektet. Brugerne kan klikke sig direkte ind på de emner, der interesserer dem, og dermed gå uden om alt andet. Børnene bliver også tilgodeset, for de danske ambassader i udlandet får mange spørgsmål om Danmark fra børn. På www.denmark.dk fortæller børn på engelsk, tysk, fransk og spansk om Danmark og sender de videbegærlige børn videre til andre links. Der er også genveje til oplysninger om det danske samfund, forretningsfolkene har en særlig business lounge om for eksempel investeringer i Danmark, studerende kan finde oplysninger om studiemuligheder, og der er en genvej om leve- og arbejdsforhold i Danmark. »Vi har brug for kvalificeret arbejdskraft udefra, og vi har behov for udenlandske virksomheder i Danmark. De kan her, med et enkelt klik, finde oplysninger om bolig- og arbejdsforhold i Danmark, forhold omkring skoler og daginstitutioner og andet af stor betydning for mennesker, der vil bo og arbejde i Danmark«, siger Uffe Andreasen. Han tror, den nye hjemmeside vil bringe Danmark nærmere på resten af verden, og netop det var filosofien, da Folketinget inden valget sidste år opfordrede regeringen til at oprette hjemmesiden. Omkostningerne er 20 millioner kroner, og der er afsat midler til driften og den daglige vedligeholdelse af hjemmesiden i de kommende år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her