Artenedtur bliver dyr for teatre

Lyt til artiklen

Alle ressourcer bør nu kastes ind for at give dansk teaterliv katastrofehjælp. Oven på Artes kollaps i fredags skal kræfterne samles om at skabe ro, troværdighed og tillid til, at teatrenes salgsapparat fungerer. Men det skal gå hurtigt, for opgaven er helt afgørende for dansk teaters fremtid. Sådan vurderer pr-manden Christian Have situationen, efter at Arte er gået i betalingsstandsning. Arte skylder bl.a. teatrene et stort millionbeløb - ifølge Politikens kilder 12,7 mio. kr. - for billetter, som abonnenterne for længst har bestilt og betalt. Hvis hverken Arte selv, Kulturministeriet eller paraplyorganisationen Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST) vil og kan betale Artes gæld, står de i forvejen økonomisk hårdt belastede teatre i hovedstaden over for endog meget store problemer. Mangler overblik Kulturminister Brian Mikkelsen (K) vil ikke på banen, og DST's formand, Mona Heiberg (S), mener, at Artes ruin kan trække flere af de store københavnske teatre med i faldet. Heiberg manede lørdag til sammenhold i teaterlivet. I DST forsøgte man lørdag at få overblik over skaderne. Ifølge DST-direktør Henrik Bering Liisberg er der ingen tvivl om, at det er Arte alene, der er ansvarlig for den kaotiske situation, fordi man har tabt penge på alle mulige aktiviteter ved siden af at administrere teaterabonnementerne. 27 teatre i København har 12,7 mio. kr. til gode hos publikumsorganisationen. Men beløbene svinger voldsomt fra teater til teater - fra 7.900 kr. til over 3,5 mio. kr. Arte skylder 17 små og mindre scener 1,2 mio., mens Arte har et mellemværende på 11,5 mio. med de store teatre. Direktør Bering Liisberg medgiver, at flere af de store teaterhuse kan få meget seriøse problemer, hvis de ikke får deres penge. »Det er en helt usædvanlig barsk situation, vi er kommet i«, siger DST- chefen. Bellevue i klemme Bellevue Teatret i Klampenborg havde fredag aften urpremiere på Det Brune Punktums nye forestilling 'Far brugte ikke noget'. Teatret på Strandvejen har på forhånd solgt 40.000 billetter til showet. Mange af dem er solgt i Arteabonnement, og teaterchef Jes Kølpin var derfor i den helt særlige situation, at han fredag aften lod tæppet gå for en forestilling, hvor han har 3,5 mio. kr. til gode hos det betalingsramte Arte. »Det er en meget mærkelig og ganske ufestlig situation. Men vi lukker selvfølgelig ikke teatret, vi spiller vores forestilling og lukker også folk ind, selv om vi ikke har fået penge for billetsalget. Mit udgangspunkt er, at jeg har en aftale med DST om en abonnementsordning. Den har DST ladet Arte bestyre, og hvis Arte nu ikke kan betale, hvad de skylder mig, går jeg naturligvis ud fra, at jeg skal have pengene fra DST«, siger teaterchef Jes Kølpin. Afgørende abonnementssalg Om få uger udsendes den populære Artebrochure, hvor borgerne afgør, hvilke forestillinger de vil tegne abonnement på i næste sæson. Denne abonnementstegning er helt afgørende for teaterlivets økonomi, for 40 procent af teaterbilletterne sælges i øjeblikket ad denne vej. Arte skulle også have stået for både brochure og abonnementssalg næste sæson, hvorefter andre overtager de to funktioner. Oven på betalingsstandsningen er Arte afskrevet, og ifølge Henrik Bering Liisberg bliver det nu BilletNet, der skal stå for både brochure og abonnementssalg. Teaterbrochure forsinket Teaterbrochuren skulle have været trykt lørdag. Nu skal den rettes til, men DST-direktøren forventer kun en lille forsinkelse, så brochuren dumper ind ad hovedstadens brevsprækker omkring 1. juni. »Det er uhyre vigtigt, at de ansvarlige i løbet af de næste dage får fortalt publikum, at systemet fungerer. At man trygt kan tilmelde sig, sende penge og være sikker på at få billetter næste sæson. Det er en enorm kommunikationsopgave, som teatrene ikke kan klare alene. Det er en politisk opgave, som skal løses sammen med teaterbranchen«, siger Christian Have, der bl.a. er pressechef for en håndfuld københavnske teatre. »Men vi befinder os altså i en naturkatastrofe, og både teatrets Røde Kors og vores udgave af Læger Uden Grænser skal på banen. Alle har et ansvar, vi skal vise respekt for det publikum, vi lever af, og der skal handles nu - ikke om fire uger«, mener Have.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her