Det Radikale Venstre er modstander af regeringens ønske om at privatisere TV 2. Til gengæld mener partiet i sit nye medieudspil, at licensen bør droppes, og at Danmarks Radio og TV 2 i stedet skal på finansloven. Partiet er dog indstillet på, at skattefinansieringen først bliver realiseret i 2006. De radikales holdning til en privatisering af TV 2 er ikke overraskende - TV 2's blandingsfinansiering med licens og reklamerindtægter er grundlæggende en radikal opfindelse, som regeringen i øjeblikket overvejer, om den skal gøre op med. Regeringens udspil til et medieforlig ventes at blive offentliggjort i begyndelsen eller midten af maj, og indtil videre tyder alt på, at den vil lægge op til, at TV 2 bliver omdannet til et statsligt aktieselskab med det mål at privatisere tv-stationen på et senere tidspunkt. Et andet vigtigt punkt i medieforliget bliver digitaliseringen af det jordbaserede sendenet, som Det Radikale Venstre taler varmt for sker hurtigst muligt.
Nej til privatisering af TV2
Lyt til artiklen