Veteraner dominerer Cannes-konkurrence

Lyt til artiklen

Det er veteran-instruktører som Roman Polanski, Mike Leigh, Ken Loach, David Cronenberg, Abbas Kiarostami og Manoel de Oliveira, der kommer til at dominere konkurrenceprogrammet på årets filmfestival i næste måned i Cannes i Sydfrankrig. Bortset fra en kortfilm i et sideprogram er ingen dansk film kommet gennem udvælgelseskomiteens nåleøje. Andet år i træk uden danskere Det er nu andet år i træk, at dansk film trods både anmelder- og publikumssucces i ind- og udland ikke er repræsenteret af en spillefilm på den festival, der betegnes som den kunstnerisk mest betydningsfulde. Eneste lyspunkt er, at Danmark tidsmæssigt gør det et minut bedre i år end i fjor, hvor Anders Worms kortfilm på syv minutter 'Fuldmånevanvid' var med i et sideprogram. I år vises således i sideprogrammet 'Semaine de la critique' Jacob Tschernias kortfilm 'To minutter', der trods titlen varer otte minutter. Høje, skuffede forventninger De danske forhåbninger var ellers meget høje for Thomas Vinterbergs nye engelsksprogede film 'It's All About Love' med Joaquin Phoenix og Claire Danes i hovedrollerne. Men komiteen i Cannes med den nye kunstneriske chef Thierry Fremaux i spidsen har ladet en skuffet Thomas Vinterberg forstå, at de havde forventet en film meget mere i stil med hans verdensberømte 'Festen' og ikke en film, der i sit anslag ses som meget amerikansk. Hvis 'meget amerikansk' skal forstås som for kommerciel, falder det meget godt i tråd med Cannes-festivalens generelle holdning til de store Hollywoodproduktioner. Det er sjældent, de finder vej til konkurrenceprogrammet, og de tre amerikanske film i årets program er da også lavet af såkaldt uafhængige instruktører. Alexander Payne præsenterer sit hverdagdrama 'About Smidt' med Jack Nikolson, Paul Thomas Anderson ('Magnolia' og 'Boogie Nights') kommer med komedien 'Punch-Drunk Love' med Adam Sandler, og endelig vises Michael Moores dokumentarfilm om våbenmisbrug i 'Bowling for Columbine'. England godt med Britisk film bliver meget stærkt repræsenteret. Efter musical-udflugten 'Topsy-Turvy' er Mike Leigh tilbage i socialrealismen med et kærlighedsdrama med bl.a. Timothy Spall, Ken Loach kommer med familie-dramaet/komedien 'Sweet Sixteen' og Michael Winterbottom har ladet sig inspirere af musikmiljøet i Manchester i 1970'erne til filmen '24 Hour Party People'. Engelske penge er der også bag den canadiske instruktør David Cronenbergs 'Spider' med Ralph Fiennes som skizofren. Da det er en fransk festival, har fransk film traditionen tro også en stærk platform med fire film ud af de i alt 22 i konkurrenceprogrammet, bl.a. Nicole Garcias nye 'L'Adversaire' med Daniel Auteuil og Olivier Assayas' 'Demonlover', som interessant nok har den dansk/amerikanske skuespiller Connie Nielsen i en af hovedrollerne. Finsk islæt Eneste skandinaviske spillefilm i konkurrenceprogrammet er finske Aki Kaurismakis 'Man With-out a Past', men lægger man de meget nationale og nordiske briller fra sig, ser programmet - som juryen, med David Lynch som formand og bl.a. Bille August og Sharon Stone, skal bedømme - som helhed ret solidt ud med erfarne instruktører. Ud over de allerede nævnte kommer de tidligere belgiske Guldpalmevindere Luc & Jean-Pierre Dardenne med 'Le Fils', Roman Polanski med krigsdramaet 'The Pianist', iranske Abbas Kiarostami med '10', israelske Amos Gitai med 'Kedma', italienske Marco Bellocchio med 'L'Ora di Religione' og russiske Alexander Sokurov med 'Russian Ark'. Hertil skal føjes, at åbningsfilmen uden for konkurrence bliver Woody Allens nye komedie 'Hollywood Ending', mens den franske veteran Claude Lelouch får lov til at afslutte med 'And Now. Ladies and Gentlemen'. Flere muntre film Ved offentliggørelsen onsdag af programmet i Paris var Thierry Fremaux særligt glad for at kunne notere, at der er flere komedier blandt de udvalgte film: »Vi har ønsket at bryde med den opfattelse, at udvalget på Cannes-festivalen altid skal være tragiske og meget højtidelige film«, sagde han ifølge Reuters. Går man efter nye navne og historier fra filmisk mindre kendte dele af verden, er det i programmet Un Certain Regard, de skal findes. Der er bl.a. film fra Algeriet, Argentina, Brasilien, Taiwan, Libanon, Mauretanien, Syrien, Thailand, Tyrkiet og Tadsjikistan.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her