Schaufuss vil have dans på herregården

Lyt til artiklen

Balletmester i Holstebro Peter Schaufuss har en drøm om at blive slotsherre. Han satser på at kunne købe herregården Nørre Vosborg i Ulfborg i Vestjylland og her indrette et stort kulturcenter med en nybygget danse- og teaterscene og kombinere det nye teaterhus med en international balletskole, træningsfaciliteter, balletkostskole og museum i de gamle bygninger. Pris: 120 mio. Etableringen af Dansens Teater forventes at koste 120 mio. kr., og Peter Schaufuss håber at kunne flytter ind i sit nye domicil næste efterår. Foreningen Realdanmark har netop bevilget penge til en undersøgelse af, hvorvidt Peter Schaufuss' vision kan føres ud i livet. Peter Schaufuss kalder selv projektet 'Fremtidens danseteater', og det skal afløse Schaufuss-ballettens nuværende lokaler i det centrale Holstebro. Her var der også lagt an til et storstilet byggeri af et nyt dansehus, men Peter Schaufuss vil i dag hellere etablere sit nye teatercenter på Nørre Vosborg, der ligger 19 km fra Holstebro. Centrets nye del, Dansens Teater, er tegnet af Schaufuss' faste scenograf, Steven Scott, der forleden blev kåret som Årets Scenograf ved Reumert-festen på Det Kgl. Teater. »Dansens Teater er en bygning, der ikke findes magen til noget sted i verden. Det er på én gang et kunstværk, en bygning og et teater, der kan det hele«, siger Peter Schaufuss. Museum Den gamle herregård, der er bygget over 400 år fra 1500- til 1800-tallet, skal efter planen både kunne byde på Schaufuss-ballettens egne opsætninger og på store, internationale gæstespil inden for musical, opera og teater i det nyopførte teaterhus. Desuden vil Peter Schaufuss i den gamle, fredede ejendom indrette et Dansens Museum foruden museer om det danske kongehus, om H.C. Andersen, der besøgte gården på en minderig rejse i 1859, og om danske herregårdsmiljøer, ligesom Schaufuss-ballettens administration får til huse her. Ligesom Foreningen Realdanmark er også Ringkøbing Amt med på ideen - amtsborgmester Knud Munk Nielsen (V) kalder det nye Dansens Teater på Nørre Vosborg »et kulturelt fyrtårn i Vestjylland«, og amtet bidrager med en mio. kr. til forundersøgelserne af projektet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her