Regeringens sparekrav rammer nu også Det Kongelige Bibliotek, der står over for massive fyrringer og væsentlige serviceforringelser. Det fremgår af et internt dokument, som Politiken er kommet i besiddelse af. Dokumentet peger på, at Det Kongelige Bibliotek skal spare 12,3 mio. kroner over de næste tre år, og at direktionen derfor har set sig nødsaget til at indføre drastiske strukturomlægninger. Konsekvenser for brugerne Omlægningerne indebærer blandt andet, at en stor del af den personlige service vil blive erstattet af elektronisk service, og biblioteksbrugerne skal fremover betjene sig selv. Besparelserne får med andre ord ikke kun konsekvenser for medarbejderne, men også for de brugere, der ikke er fortrolige med internettet og andre elektroniske søgemaskiner. Færre muligheder »Valgmulighederne for biblioteksbrugeren vil blive indskrænket, og nogle ydelser vil helt ophøre«, står der nederst i dokumentet, der er underskrevet af Det Kongelige Biblioteks direktion og sendt ud til samtlige medarbejdere. Direktionen bekræfter over for Politiken, at Det Kongelige Bibliotek står over for en besparelse, der svarer til godt ni procent af den samlede bevilling. Ikke fastlagt Men selvom de erkender, at omstruktureringen vil betyde serviceforringelser over for biblioteksbrugerne, ønsker de ikke at uddybe konsekvenserne nærmere. »Vi har ikke lagt os fast på en endelig strukturomlægning endnu, men det siger sig selv, at når der skal spares 12,3 mio. kroner, kan det ikke undgås, at det vil få nogle konsekvenser både for personalet og brugerne«, siger direktionssekretær for Det Kongelige Bibliotek, Kim Gundersen. 'Brugerne skal nok lære det' Han peger på, at omlægningen fra den personlige service til den elektroniske service har været længe undervejs, og at det primært er personalet, det vil gå ud over. »Jeg er sikker på, at brugerne nok skal lære at betjene sig elektronisk. Det gør de allerede i mange andre lande. Men vi kommer ikke uden om fyringer. Det er umuligt andet, når der skal spares så meget, som regeringen har bebudet«, siger Kim Gundersen. Isolation Medarbejderne på Det Kongelige Bibliotek har imidlertid store betænkeligheder ved udsigten til at skulle overlade den personlige vejledning til de elektroniske tjenester. De mener, at Det Kongelige Bibliotek isolerer sig fra sine brugere, og de frygter, at biblioteket på længere sigt vil svække sin position i samfundet. Fælles brev til ledelsen I den nuværende fase af spareplanen ønsker hverken medarbejderne eller forskerne på Det Kongelige Bibliotek at stå offentligt frem med deres synspunkter. Men i et fælles brev til direktionen, rejser de en lang række spørgsmål til den del af omstruktureringen, som de indtil videre er blevet bekendt med. »Hvordan skal uøvede biblioteksbrugere, som endnu ikke er fortrolige med elektroniske hjælpemidler, få hjælp til at bruge bibliotekets ressourcer? Og hvor skal borgere, der ønsker at få noget at vide om Det Kongelige Biblioteks service, henvende sig, hvis Servicetelefonen bliver nedlagt?«, spørger de i brevet til ledelsen. Formidlingen en kernefunktion For dem er formidlingen netop en af kernefunktionerne i et moderne forskningsbibliotek, og derfor stiller de sig uforstående over for direktionens nedprioritering af den personlige vejledning. Kim Gundersen forstår godt medarbejdernes spørgsmål, men han mener ikke, der er grund til at frygte, at Det Kongelige Bibliotek isolerer sig fra brugerne. »Jeg mener sagtens, det er muligt at gøre brugerne mere selvhjulpne. Masser af erfaring fra udlandet viser, at brugerne har nemt ved at tage de elektroniske hjælpemidler til sig. Det er i høj grad et spørgsmål om tilvænning«, siger Kim Gundersen, der ikke ønsker at diskutere omstruktureringen nærmere, før den er endeligt på plads. Det regner han med, at den er midt i maj, hvor personalet samtidig vil få at vide, hvem og hvor mange der skal fyres.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








