Skattefradrag for kunstkøb på vej

Lyt til artiklen

Kunstfradraget er på vej. I næste uge lægger kulturminister Brian Mikkelsen (K) og skatteminister Svend Erik Hovmand (V) et forslag på bordet, så det i fremtiden bliver muligt for virksomhederne at afskrive køb af billedkunst i regnskaberne. De nye regler vil få stor betydning for kunstnerne. I Skatteministeriet har man regnet sig frem til, at omsætningen på billedkunsten i år vil stige fra omkring 250 millioner kroner til 375 millioner kroner.´ I alt regner embedsmændene med, at omsætningen vil lægge sig stabilt på omkring 350 millioner kroner om året. Et nyt punkt i forslaget er også, at alle kan levere kunsten til virksomhederne - man behøver ikke være en af de cirka 2.500 professionelle kunstnere, der er i Danmark. Hvis der bliver tvivl om, hvorvidt et billede rent faktisk er kunst eller ej, træder Akademiraadet ind som overdommer. Dårligere vilkår Formand for Billedkunstnerne i Danmark, Morten Skriver, er tilfreds med forslaget, men frygter alligevel, at det i sidste ende kan betyde dårligere vilkår for kunstnerne: »Vi har arbejdet for forslaget i årevis, og det har været undervejs længe. Derfor er vi også glade for det. Men det her kompenserer ikke for de 22 millioner kroner, der er blevet skåret i støtten til billedkunsten. Det, man kan blive bekymret for, er, at regeringen vil bruge det som en undskyldning for at skære mere i støtten til billedkunsten. For kunsten fungerer ikke på almindelige markedsvilkår, og der er noget kunst, der sælge mindre godt. Altså den kunst, der ikke lige er moderne og oppe i tiden, den eksperimenterende kunst, eller for eksempel den unge kunst«, siger han. Slut med nedskæringer Billedkunstnerne behøver dog ikke være bekymrede, siger kulturminister Brian Mikkelsen, der afviser nye nedskæringer: »Vi har været igennem de besparelser, der skulle til. Og med den nye struktur på de forskellige råd og nævn håber jeg, at der bliver flere penge til skabende og udøvende kunstnere«, siger Brian Mikkelsen. Han peger på to fordele ved forslaget om kunstfradrag: »For det første sikrer vi, at de, der kan klare sig selv, virkelig bliver selvforsørgende. Fradraget vil betyde en eksplosion i salget af billedkunst, hvor flere vil kunne tjene penge på det og leve af at være billedkunstnere. For det andet betyder forslaget, at vi kan prioritere vores midler, så vi kan støtte talenterne og de mennesker, der ikke kan klare sig på markedsvilkår. Talenterne og de, som ikke kan klare sig, vil få god hjælp i form af for eksempel rejse- og arbejdslegater, så de i ro og fred kan udvikle deres kunst«, siger kulturministeren. Ingen metervare Morten Skriver er dog stadig bekymret ved tanken om, at kunstnerne skal klare sig selv: »Produktiviteten for en kunstner er svingende. Selv produktive og populære kunstnere kan have døde perioder, hvor de ikke producerer noget. Kunst er ikke en metervare«. En ting, der bekymrer Socialdemokratiets kulturordfører, Jytte Andersen, er, at alle og enhver vil kunne kalde deres billeder for kunst og sælge dem til virksomhederne: »Sker der ikke en faglig bedømmelse af den fradragsberettigede kunst, åbner vi jo op for et gyldent eldorado for virksomheder, der kan føle sig fristet til at fifle med fradrag og fiduskunst og købe og sælge de underligste ting til hinanden under betegnelsen kunst. En mulig løsning kunne være at arbejde sig frem til en fælles liste over kunstnere, hvis værker så kan udløse skattefradraget for virksomhederne«, siger Jytte Andersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her