Dansetrup på kultur-tur

Lyt til artiklen

I slutningen af juni i år pakker 11 dansere fra Nyt Dansk Danseteater deres kufferter og drager på turné i Mellemøsten. Sammen med koreografen Tim Rushton, to teknikere og en turnéleder skal danserne fra 28. juni til 9. juli besøge henholdsvis Kairo, Damaskus, Amman og Tel Aviv, hvor de vil optræde med forestillingen 'Krop & Dynamik', der har premiere på Dansescenen i København 16. april. »Det er altid en kæmpebefrielse at blive brugt til noget som det her, for det er præcis det, der er meningen med dansen i kraft af dens uafhængighed af sprog. Det er også en god forestilling at rejse ud med. Den har den brede appel, som evner at vække international genklang, men formidler samtidig essensen af skandinavisk mentalitet. Det bliver et meget spændende kulturmøde«, siger Nyt Dansk Danseteaters kunstneriske leder, Tim Rushton. Dansk kulturbro Ud over at vise et stykke dansk kultur frem er formålet at bygge kulturbro til Mellemøsten. Ikke som politisk løftestang, men som eksempel på, at det kan lade sig gøre at få folk fra forskellige kulturbaggrunde til at arbejde sammen om at få så stort et arrangement til at fungere. »Når folk er i dialog, lærer de af hinanden, og i sidste ende skaber det forståelse og fred. Derfor er det mit håb, at den kulturudveksling, vi sætter i gang med Nyt Dansk Danseteaters turné, kan være med til at bygge bro mellem den arabiske og den skandinaviske verden«, siger direktør for Det Danske Institut i Damaskus, Jørgen Bæk Simonsen. Faktisk var det hans ide, der skød turneen ud over rampen for alvor. Oprindelig var det kun meningen, at det danske ensemble skulle optræde på Annual Festival for Moderne Dance i Kairo. Den nyhed opsnappede Jørgen Bæk Simonsen i december sidste år og ringede derefter til Internationalt Kultursekretariat i København for at spørge, om ikke det var en idé også at lade andre dele af Mellemøsten opleve Nyt Dansk Danseteater. Han havde nemlig tidligere fået en henvendelse fra The Higher Academy of Dramatic Arts i Damaskus, som gerne ville sætte nogle forestillinger op med et moderne dansk dansekompagni samt afholde workshops med det. Ud med fordomme Med støtte fra Teaterrådet, Internationalt Kultursekretariat og Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene lykkedes det at gøre turnéideen til virkelighed på kun tre måneder. Og på trods af aflysninger af forestillinger i Ramallah og i Østjerusalem glæder både dansere og medarrangører sig til turneen. »Det virkelig interessante er, at alle parter i projektet har modet til at møde en anden kulturs produkter på de forudsætninger, som turneen giver. Forhåbentlig kan vi med sådanne projekter her få manet nogle fordomme om hinanden i jorden, og det er især interessant at kunne gøre det med et så håndgribeligt bekendtskab med dansk kultur som Nyt Dansk Danseteater«, siger Jørgen Bæk Simonsen. Det er en del af Det Danske Instituts formålsparagraf at sørge for løbende kulturudveksling mellem Danmark og den arabiske verden som helhed.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her