Arte mister abonnementsordning

Lyt til artiklen

Abonnementsordningen for Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST) tilhører ikke længere Arte efter 30 års samarbejde. Dermed blev det en lavere pris og moderne virksomhedsledelse, som vandt over den gamle kulturvirksomhed Arte, da DST mandag besluttede, at firmaet E-billetter A/S fra sommeren 2003 skal sælge abonnenter til mange af teatrene i København. »Vi sparer op imod 20 procent ved at vælge E-billetter fremfor Arte. Vi har ikke været utilfredse med Arte, men vi er alt andet lige landet på det bedste tilbud«, siger formanden for DST Mona Heiberg. Faldende salg Men valget er også en konsekvens af, at abonnementssalget de senere år er veget tilbage fra løssalg og salg at teaterbilletter over internettet. Her imødekommer E-billetter i højere grad det nye forbrugermønster. »Firmaet har et åbent system rent teknisk, som vi mener vil komme teatrene til gode. Samtidig har de nogle interessante ideer til, hvordan vi kan samarbejde med f.eks. Billetnet«, fortæller Mona Heiberg, som begrundelse for, at Arte mistede grebet om ordningen. Deprimerende Artes direktør kalder mandagen for »deprimerende«. Virksomheden mister nu 10 procent af sin årlige omsætning. På indtægtssiden betyder det i kroner og øre et sted mellem 600-700 mio. kroner. »Vi er selvfølgelig kede af det. Abonnementsordningen er ikke afgørende for os, men vigtig. Nu må vi bruge det næste år på at finde ud af, hvor vi så skal sætte vores kræfter ind. Vi har trods alt fortsat aftaler med f.eks. Det Kongelige Teater. Men det her betyder Arte på et lavere blus«, siger direktør Niels Markussen, Arte. Han mener ikke, at Arte er blevet sorteret fra, fordi virksomheden har været for dårlig til at administrere ordningen. »Vi har primært fået prisforskellen som begrundelse for, at vi ikke vandt licitationen«, siger Niels Markussen. Mister også katalog Ud over abonnementsordningen mistede Arte også retten til udgivelsen af det katalog, som hvert år bliver sendt ud med en oversigt over årets forestillinger. Al markedsføring skal fremover varetages af Scanad Udviklingsbureau A/S. Her er det mindre tvivlsomt, hvor meget DST vil spare. »Bureauet var i stand til at overbevise os om, at her får vi mest markedsføring for pengene. Og det skal selvfølgelig ske i samarbejde med teatrene, som i højere grad skal have tilpasset deres individuelle behov«, siger Mona Heiberg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her