Også Statens Museum for Kunst får nu skåret i budgettet. Frem til 2005 skal museet spare mellem seks og ti millioner kroner. Det svarer til 21 årsværk og betyder, at museet må sige farvel til 16 medarbejdere ud af cirka 170 fuldtidsansatte. »Vi har allerede effektiviseret driften af museet løbende gennem de seneste otte år. Dermed medfører det uundgåeligt afskedigelser«, siger museumsdirektør Allis Helleland. Færre forskere Blandt andet bliver to ud af ni forskerstillinger skåret væk, og den ene af de tre konservatorer er blevet fyret. De færre penge betyder også, at museets struktur bliver lavet om: »For ikke at afskedige yderligere personale forsøger vi at få nogle opgaver løst på en anden måde. Eksempelvis ved, at vi sparer på afdelingslederne. Vi har fået færre afdelinger og dermed færre ledere«, siger museumsdirektøren. For eksempel er Kobberstiksamlingen, Afstøbningssamlingen og Malerisamlingen lagt sammen under én leder. På Kobberstiksamlingen havde man ellers slået en lederstilling op, men man valgte at nedlægge stillingen, da det ellers ville have kostet endnu en forskerstilling. Skal tjene mere I alt får museet omkring 60 millioner kroner på finansloven. Samtidig tjener museet selv cirka 20 millioner kroner, blandt andet ved salg af kataloger og entréindtægter - og her skal museet være bedre til at få penge i kasseapparatet: »Vi bestræber os på at lave et museum, der er så attraktivt, at man bliver nødt til at besøge det, hvormed vi får mere ind på entreindtægter. Samtidig skal vi markedsføre vores produkter endnu mere«, siger Allis Helleland, der vil arbejde for, at publikum ikke kommer til at mærke nedskæringerne. Provinsmuseum Den tidligere leder af kobberstiksamlingen, dr.phil. Erik Fischer, er bekymret for museets fremtid: »Når man begynder at røre ved kerneområdet - de forskere, der kan sige noget om kunsten, ved noget om kunsten, og sørger for, at museet altid er ført ajour - så er det meget betænkeligt. Det er jeg ikke glad for«, siger Erik Fischer. Han frygter, at museet bliver reduceret til et københavnsk provinsmuseum og mister sin status som anerkendt forskningsinstitution. Samtidig frygter han for den danske kulturarv: »Det her er nationalgalleriet. Man er så bange for at miste den danske kultur, og så ofrer politikerne kulturinstitutionerne. Det er nationens hukommelse, man sætter på spil«.