Allerede før fredagens officielle premiere på Skandinaviens hidtil dyreste spillefilm, 'Jeg er Dina', i Oslo har en række anmeldelser i norske medier bragt sindene i kog. Filmen havde verdenspremiere torsdag aften i Oslo, og de norske filmanmeldere har absolut ikke været enige, om filmen er et mesterværk eller melodrama. Men på premiereaftenen viste Oslo sig fra sin mest gæstfrie side, da den norske nations smukke datter Dina torsdag indtog hovedstaden. Solen kastede fra morgenstunden sine forårslune stråler fra en høj, blå og frostklar himmel, mens det torsdag aften var Maria Bonnevie - som har den altdominerende hovedrolle som Dina i Ole Bornedals film 'Jeg er Dina' - der skinnede om kap med de 900 festklædte premierepublikummer i Colosseum Kino med det norske kongepar i spidsen. Heller ikke den franske superstjerne, Gérard Depardieu, kunne være til stede i Oslo. Så meget desto større bifald blev der til Maria Bonnevie, som da også yder en fantastisk præstation i rollen som den norske superkvinde, der konstant går sine egne veje i sit liv og i sin kærlighed. Hårde ord i marts Mens de norske medier de seneste dage på det nærmeste er gået i Dina-selvsving over Maria Bonnevie, har især anmelderne været mere forbeholdne ved hendes danske kavaler, Ole Bornedal. Enkelte aviser har belønnet Ole Bornedals film med seks stjerner, hvilket vil sige et mesterværk, men flere af de landsdækkende aviser har været betydeligt mere forbeholdne. »Wassmo-romanen er blevet et særdeles opstemt melodrama som undervejs bevæger sig mod det pinlige, trods vellykkede træk som Maria Bonnevies bundsolide indsats«, skriver Per Haddal således i Aftenposten, og fortsætter: »Trist at en så dristig satsning ikke giver et bedre kunstnerisk resultat«. 'Russisk romankolos' Mode Steinkjer fra Dagsavisen er mindst lige så kritisk i sin helsides anmeldelse. »'Jeg er Dina' er som en russisk romankolos, der genudgives af forlaget Det Bedste, hvor handlingen skæres ned til en folkelig fjerdedel«, skriver han bl.a. ind i mellem roserne til Maria Bonnevie og - som alle i øvrigt er enige om - de velfortjente roser til fotografen Dan Laustsen for hans flotte billeder. »Han fanger den ustadige nordlandsnatur uden at sætte postkort-filtret på, og flår samtidig så mørke og sanselige billeder af de menneskelige nærscener, at det indimellem tangerer det fysisk konfronterende. Han skal have sin del af æren for, at Bonnevies Dina-skikkelse bliver en rolle som huskes, uanset hvad filmens skæbne bliver«, skriver altså Mode Steinkjer. Premierenerver Alt dette vidste den danske instruktør alt for godt, da Den Levende traf ham iført cigaret og premierenerver i baren på Hotel Continental i Oslos centrum kun to timer før verdenspremieren. Som samtidig er første gang, at Ole Bornedal skal se sin film sammen med publikum. »Selvfølgelig er jeg nervøs. 'Jeg er Dina' har hele vejen været et skide hudløst projekt, fortalt hudløst og på et helt andet niveau end de andre film, jeg har lavet. Jeg har ikke været kynisk kalkulerende her, og derfor er jeg også meget mere ydmyg, end jeg nogensinde har været«, filosoferede Ole Bornedal bl.a. Om de blandede anmeldelser siger han: »Som mandlig instruktør har jeg nogle gange haft svært ved at forstå Dina. Det har Maria Bonnevie ikke haft på noget tidspunkt. Det er sjældent at se en kvindelig karakter som Dina, som i den grad handler så konsekvent - ud fra sine sanser og instinkter. En sådan kvinde har aldrig været skildret i filmhistorien. Det tror jeg mandlige anmeldere har svært ved at forholde sig til. Akkurat som mandlige anmeldere havde svært ved at anmelde 'Dinas Bog'«. To års arbejde I biografen takkede den danske instruktør, som har arbejdet to år på at realisere Herbjørg Wassmos helt specielle roman, de medvirkende både foran og bag kameraet for en »meget ekspressionistisk, hård og provokerende film«. »'Jeg er Dina' er en provokerende film, ja , men det er også en glad film, fordi den er smertefuld. Nu skal I læne jer tilbage i sæderne, og nyde det, I ser på lærredet. Filmen er Dina - Dina er filmen«, sagde Ole Bornedal.