Efter premieren: Jeg er diva

Lyt til artiklen

Trods en hård medfart i de norske medier for 'Jeg er Dina' fejlede humøret ikke noget hos Dina og hendes mor, skuespillerinden Maria Bonnevie og forfatteren Herbjørg Wassmo, ved festen efter gallapremieren sent torsdag aften i Oslo. De to norske jenter strålede som små sole, og begge står da også som de ubestridte vindere efter premieren på Skandinaviens dyreste film nogensinde. »Det er første gang, jeg ser filmen på stort lærred, og det var en kæmpe oplevelse for mig. Det er nogle overordentligt smukke billeder, man bliver præsenteret for, og musikken sætter det hele i relief. Det har været en meget stærk og gribende oplevelse for mig«, sagde Herbjørg Wassmo. Men hvordan med indholdet i filmen? Er du tilfreds med den måde Ole Bornedal har overført din roman til film på? »Det tilfalder ikke mig at anmelde filmen. Et godt råd skulle dog være, at man glemmer bogen, ser filmen og så måske vender man tilbage til bogen igen«, sagde altså Herbjørg Wassmo, hvis roman 'Dinas bog' er læst af millioner i de 23 lande, den er udkommet i. Og mange nye læsere vil med garanti komme til nu, hvor 'Jeg er Dina' allerede er solgt til over 20 lande. Heller ikke Maria Bonnevie ønskede at kaste sig ind i anmelderens rolle. I stedet havde hun travlt med at modtage alle de roser og lykønskninger, der nærmest væltede ned over den nyudsprungne filmdiva. Middelmådigt Som den sidste norske avis anmeldte Dagbladet 'Jeg er Dina' i går, og heller ikke Kurt Hanssen kunne strække sig til mere end karakteren tre ud af seks. Under overskriften »Dina drukner i drama og patos« konkluderer Dagbladets anmelder, at filmen »er blevet unuanceret, bombastisk og - til tider - banal«. Hermed har ti norske aviser givet deres meninger til kende angående Ole Bornedals 141 millioner kroner dyre film. Og netop det faktum, at 'Jeg er Dina' er Skandinaviens dyreste film nogensinde, er faldet mange af anmelderne for brystet. Deres dom er bestemt ikke blevet mildere af den grund. Seks ud af de ti anmeldere giver karakteren tre, hvilket står for en middel præstation. Bergensavisen springer med en femmer og Nordland fra Bodø topper med en ren sekser. Den sidste avis, Dagens Næringsliv, giver ikke karakterer, men er generelt utilfreds med filmen. Man skulle tro, at den slags anmeldelser kunne give en producent grå hår i hovedet, men Per Holst har bestemt ikke tabt humøret: »Jeg synes selv, det er en meget flot og en meget god film. Og jeg har en god fornemmelse mht. til publikum - altså dem, som beslutter sig for at give 60-80 kroner for at se 'Jeg er Dina'. Og dem er jeg sikker på, at der er rigtig mange af«. Hvor mange skal se filmen, før jeres penge er hjemme? »Hvis der kommer mellem en million og 1,1 million publikummer i de fem skandinaviske lande, vil jeg tro, der er cirka 10 millioner kroner i overskud. Og jeg forventer mig da også meget af det internationale salg. Foreløbig ved jeg, at over 20 lande har købt filmen«, siger Per Holst. 'Jeg er Dina' havde premiere i 59 norske biografer fredag, og på fredag følger Danmark efter med premierer i et lignende antal biografer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her