For få uger siden udkom en ny soulplade, som i virkeligheden er 27 år gammel. Det er den nu 65-årige Sam Moores stemme, der bærer de sensuelle og svedige soulsange hjem - akkompagneret af bl.a. Aretha Franklin, Donny Hathaway og King Curtis. Udgivelsen hedder 'Plenty Good Lovin', og den blev indspillet i løbet af få dage i 1970, hvor »soul var noget helt andet, end det er i dag«, som Sam Moore siger det. »They don't do soulmusic like that anymore«, siger Sam Moore med bredskuldret sydstatsaccent, hvorefter han fniser som en uartig knægt over sit eget genbrug af en gammel floskel. Sam Moore er glad, fordi 'Plenty Good Lovin' er udsendt efter alle de år, hvor indspilningerne var forsvundet, og sangeren selv havde glemt alt om dem. Han kom først i tanke om dem i slutningen af 1997, hvor Sam Moore med kælenavnet 'Soul Man' var en af æresgæsterne, da dele af amerikansk pladebranche hyldede 60'ernes legendariske sydstats-soul på Peabody Hotel i Memphis. De originale Blues Brothers Sam Moores graciøse, potente og spirituelle soulstemme var en af de store i 60'erne, hvor den gospelopdragede sanger fra Memphis udgjorde duoen Sam and Dave sammen med partneren Dave Prater. Det var Sam and Dave, som hittede med 'Soul Man', 'Hold on I'm Coming' og 'I Thank You' i årene, hvor selskaberne Atlantic Records og Stax Records sammen udsendte soul af en kaliber, der stadig kan give lykkelig feber. På skuespillerne John Belushi og Dan Aykroyd gjorde Sam and Dave så stort indtryk, at de i slutningen af 70'erne lavede først et show og siden en film - soulkomedien 'Blues Brothers'. Det var ikke kun musikken, som inspirerede til 'Blues Brothers'. Det gjorde også forholdet mellem Sam og Dave, der mildt sagt sjældent var for gode venner. Og dén historie blev ikke bedre af, at Dave Prater skød sin egen kone. Dave Prater døde i en bilulykke i 1988. Da Sam Moore blev beundret på Peabody Hotel i Memphis i 1997, fik han stukket en singleplade i hånden af en ung fan. »Hvor har du den plade fra? Den har jeg aldrig før set«, sagde jeg til ham. Og det viste sig, at nummeret var fra min gemte soloplade. I mange år havde jeg selv glemt, at jeg havde indspillet den. Efter et par års søgning lykkedes det at finde det originale masterbånd. Og nu er pladen udkommet. Isn't it amazing!«. Korsanger Sam Moore er glad. Fundet af soloindspilningerne giver den 65-årige sanger mulighed for at gøre noget ved karrieren efter en lang periode, hvor det mest har været kollegaer, som har stået i kø for at prise ham. Sting, Billy Joel, Bruce Springsteen, Steve Winwood, Annie Lennox, Tom Jones, Lou Reed og Elton John er nogle af de stemmer, som holder af Sam Moore og for manges vedkommende har haft ham med som korsanger på deres plader i de år, hvor han kun har lavet få ting i eget navn. Fraværet skyldes ikke kun mangel på interesse for den midaldrende kunstner fra pladeselskabernes side. Sam Moore var stofmisbruger i mange år. »Det tog mig lang, lang tid at blive uafhængig. Jeg tror, det kan tage et helt liv at forstå, hvorfor man tager stoffer. Og hvis man skal ud af det, så er man nødt til at forstå, hvorfor man gør det. At man har nogle problemer«. I øjeblikket forbereder Sam Moore en række koncerter. De første bliver i Arizona, hvor han har boet i en del år. »Jeg skal optræde med symfoniorkester, og det bliver godt. Rigtig godt. Det gælder om at behandle musikken som en kvinde, man beundrer. Det er hemmeligheden«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








