Et dobbeltsidet talent

Lyt til artiklen

Med 'Udvidelse af kampzonen' indleder Nicolas Bro sit faste engagement med Det Kgl. Teater. I nationalscenens ensemble vil han møde sin mor, Helle Hertz, men med sig hjemmefra har han også faderen, Christoffer Bros mange erfaringer fra et langt liv i dansk teater. Nicolas Bro er en mand, der fylder meget. Både rent fysisk med det vældige korpus og med det stærkt ekspressive register - to lodder, der i den grad er hans, og som måske kunne fastholde ham i et særligt rollefag, hvis ikke det var, fordi talentet rækker så langt videre. Og netop derfor er hans også en ung teatermand, der er masser af gode grunde til at holde nøje øje med. Han har spillet absurde roller og bedåret med sin komik. Han har ballon i sin figur, og spændvidden er stor. Det samme gælder forventningerne til Bro, og nu er de igen blevet indfriet så flot. Fredagens aviser flød over med lovord for Nicolas Bros præstation som den sexhungrende computernørd Raphaël i Det Kgl. Teaters opsætning af Michel Houellebecqs og Jens Albinus' 'Udvidelse af kampzonen', der netop har haft premiere i Turbinehallerne. Her i bladet blev Nicolas Bros fremtoning kaldt 'urkomisk' og makkerskabet med Nikolaj Lie Kaas kaldte Monna Dithmer 'eminent'. De to unge skuespillere kender hinanden aldeles glimrende, for de gik også på samme hold på Statens Teaterskole, hvortil Nicolas Bro i 1998 skrev holdets afgangsforestilling 'Den biologiske abe', og omkring sig havde de to undersvende bl.a. også kollegaen Stine Stengade, instruktøren Christoffer Berdal og scenografen Mia Stensgaard. Et 'ik' så ringe hold, ville man sige på jysk. Bro og Kaas har også arbejdet sammen i 'Nederdrægtighedens historie', Jens Albinus' stærke udspil på Kaleidoskop for et par sæsoner siden, hvor de to vidt forskellige scenetyper gav gode løfter til de karrierer, som nu udfolder sig så smukt. Fast på nationalscenen Med 'Udvidelse af kampzonen' indleder Nicolas Bro sit faste engagement med Det Kgl. Teater. I nationalscenens ensemble vil han møde sin mor, Helle Hertz, men med sig hjemmefra har han også faderen, Christoffer Bros mange erfaringer fra et langt liv i dansk teater. Nicolas Bro fylder 30 om små tre uger, men han har allerede prøvet meget. Til Mammutteatret fik han flot debut som dramatiker med 'Natsværmer' om drengen Oscars rejse rundt i et landskab af forældresvigt. Og det var kærligheden og kønsrollerne, der var i fokus i hans næste stykke, 'Himmelstormerne', som blev forløst af Trine Dyrholm og Dejan Cukic i Østre Gasværk, hvor et nyt fabulerende univers foldede sig ud. Og sidste forår vendte han tilbage til Mammutteatret med endnu et barsk røntgenbillede af forældrerollerne i 'Guddommeliggørelsen af den laveste fællesnævner'. Et stort publikum vil huske skuespilleren Nicolas Bro som den ubetalelige og groteske pudderdåse-tumling af en Jean de France i Grønnegårds Teatrets 'Absolut Holberg', og i samme Holbergs 'Den Vægelsindede' var han ved at snuppe hele billedet, når han entrerede Stærekassen med sin lystne figur. En liderbuk i hølæsset. Og i de senest forgange søndage har Nicolas Bro så også skabt et afgørende troværdigt portræt af den psykisk handicappede Otto i 'Rejseholdet' på DR TV - den forvirrede unge mand, der nær blev klynget op i et justitsmord. Nu skal vi nyde Nicolas Bro på Det Kgl. Teater, hvor der næste år efter hans eget udsagn venter ham alle tiders sæson med roller, der indtil videre er 'hemmelige'. Men han har også sikret sig, at der fortsat bliver plads til at skrive dramatik, for det brænder hans hjerte mindst lige så stærkt for. Lad os håbe, at det varer rigtigt mange år, før denne originale og uortodokse kunstner lader sig friste til at vælge fra blandt sine udtrykskilder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her