Det økonomiske råderum for dansk kulturliv vil ikke ændre sig afgørende i de kommende fire år. Men inden for de rammer bliver der mange muligheder for at frigøre penge til nye og andre aktiviteter end de nuværende, mener kulturminister Brian Mikkelsen (K). I de sidste forhandlinger om finansloven fik han fjernet besparelserne på Kulturministeriets uddannelser og universitetsbibliotekerne med Det Kongelige Bibliotek som flagskibet. Uddannelser er fundamentet »I forhold til det oprindelige udspil har vi hentet 155 millioner kroner hjem til uddannelserne og bibliotekerne, og det er meget vigtigt, for gode kunstneriske uddannelser er et af fundamenterne for fremtidens kultur«, siger Brian Mikkelsen. Han tilføjer, at pengene nu vil indgå i forhandlingerne om en ny aftale om uddannelserne under Kulturministeriet. Brian Mikkelsen vil fremlægge et forslag til i marts. Rammen holder På de øvrige områder betød de afsluttende forhandlinger om finansloven natten til tirsdag ingen ændringer, og den økonomiske ramme vil sandsynligvis holde i de kommende år. »Men den giver også mulighed for at fastholde og skabe et rigt kulturliv, hvis vi tænker i nye baner«, understreger Brian Mikkelsen. Og det vil der blive gjort med nye teater- og filmlove og en stor medielov, som ministeren arbejder på højtryk med i disse uger, og som han vil præsentere for Folketingets partier inden sommerferien. Brian M.: Det eksperimenterende skal nok få Både kunstnere og forskere har blandt andet kritiseret finansloven for helt at ignorere den eksperimenterende kunst, men det bliver ikke tilfældet, understreger Brian Mikkelsen. Han lover, at den nye teaterlov også vil tilgodese eksperimenterende forestillinger, og samtidig skal målet være høj kvalitet. »For så kommer publikum også i teatret, ligesom kvalitetsløftet i dansk film i de seneste år har betydet, at folk går i biografen. For fire år siden holdt publikum sig væk fra otte danske film. Sidste år var det kun en, der var en publikumsfiasko. Så det er muligt at gå på to ben, at lave kvalitet og samtidig sælge billetter«, siger kulturministeren. Brian M.: For meget dårligt teater Han mener, at for mange teaterforestillinger ikke har et tilstrækkelig højt kunstnerisk niveau. Han tror ikke, at tilskud løser alle problemerne. »Du skal ikke fortælle mig, at folk fravælger en forestilling, fordi billetterne med færre tilskudsmidler fra staten og amterne nu bliver 20 kr. dyrere. En af de største publikumssucceser er 'Phantom of the Opera', hvor billetterne koster 400-500 kr. Det handler om at give forestillingerne den kunstneriske udstråling, så folk simpelt hen skal se dem«. Film bliver også ramt På filmområdet er Kulturministeriet og Filminstituttet i gang med en evaluering af den eksisterende filmlov og situationen for dansk film i det hele taget. Også her bliver de økonomiske rammer stramme. Men niveauet vil alligevel ligge 100 millioner over det, der blev lagt ud med i 1998, understreger Brian Mikkelsen, og de seneste års kvalitative løft gør også, at filmene indtjener langt flere penge end tidligere. Brian M.: Nye fradrag giver bedre kunst På litteraturens område er Kulturministeriet sammen med Undervisningsministeriet på vej med en læsekampagne for børn, og inden for billedkunsten er han overbevist om, at nye fradragsordninger meget snart vil betyde 'eksplosion' i salget af kunstværker. Et andet af Brian Mikkelsens helt store projekter bliver den nye medielov, men han er endnu ikke klar med udmeldinger om den. Big Band til DR Men på baggrund af flere artikler om Radioens Big Bands fremtid løfter han alligevel et lille slør for et hjørne af det med spænding ventede lovforslag. Han forestiller sig nemlig, at Radioens Big Band i fremtiden helt og holdent bliver finansieret af Danmarks Radio, og at de frigivne midler på Kulturministeriets konto kan komme andre dele af musiklivet til del. »På den måde handler det hele tiden om at se muligheder for at tænke i nye baner og frigøre midler og kræfter. Og midlerne skal helst komme de udøvende kunstnere til gode«, siger Brian Mikkelsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








