Besparelser rammer bredt

Lyt til artiklen

Dansk kulturliv skal i løbet af i år spare knap 163 mio. kr. som følge af regeringens udspil til ny finanslov. Det svarer til 4,1 pct. af Kulturministeriets budget. Men det er kun begyndelsen, for der er allerede bebudet endnu skrappere besparelser på driften af de statslige kulturinstitutioner i de kommende år. I 2007 skal besparelsen være på syv pct. i forhold til det budget, som kulturminister Brian Mikkelsen (K) overtog fra den tidligere regering. »Det er et ordentlig hug til dansk kulturliv, som kun bliver kedeligere herefter«, fastslår formanden for Teaterrådet, Lars Seeberg. VK-regeringens foreløbigt eneste offensive udspil på kulturområdet er en særlig udviklingspulje for de kunstneriske uddannelser, som fremover skal spille stærkere sammen med forskning, informationsteknologi og med erhvervslivet og udlandet. Kulturministeren vil i marts indbyde de politiske partier til forhandlinger om et bredt forlig om uddannelsesinstitutionerne under Kulturministeriet. »Jeg tror ikke på de store ændringer for kulturlivet med den nye finanslov. Ingen har fået større smæk end andre, og vi fjerner jo ikke de helt store elementer. Staten bruger fortsat næsten fire mia. kr. på kulturen - det gælder blot om at få noget fornuftigt ud af pengene«, fastslår Brian Mikkelsen. Besparelserne rammer bredt på kulturfronten. Dog undgår Det Kgl. Teater besparelser i år og næste år, ligesom Filminstituttet slipper i 2002, fordi der er indgået politiske forlig om de to store institutioner. Peter Schaufuss Balletten i Holstebro berøres heller ikke, ligesom Den Jyske Opera går fri. Til gengæld skal alle andre statslige kulturinstitutioner spare lidt ekstra, for at kulturministeren kan opnå det samlede sparemål. En hård proces Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) havde allerede lagt op til besparelser på budgettet på 1 pct., og med den nye regerings udspil vil man på de 44 statslige kulturinstitutioner reelt skulle spare 2,5 pct. på driften i år, mens kulturministeren lægger op til grønthøsterbarberinger af samtlige tilskudsordninger på den nuværende kulturbevilling med 15,5 pct. »Kulturministerposten er en drøm af et job, men denne tirsdag har været den hidtil mindst glædelige dag af dem alle - det gør også ondt på mig, og det har været en hård proces for en ny minister«, medgiver Brian Mikkelsen. »Men alle må holde for, når vi nu satser på sygehusene, de ældre, børnefamilierne og skattestoppet«. »Og i virkeligheden handler det jo heller ikke bare om penge. Vi skal have en ny struktur og støtte kunsten direkte. Med nye skatteregler vil jeg skabe et attraktivt marked for billedkunstnerne, så de kan klare sig selv. De unge skal læse flere bøger, vi skal undersøge fødekæderne i musiklivet, og en ny teaterlov bliver nu fremrykket«, siger ministeren, der forventer, at de fleste driftsbesparelser kan hentes ind over produktivitetsforbedringer, så man undgår fyringer. Den radikale kulturordfører Naser Khader er både overrasket og skuffet over Brian Mikkelsens udspil. »Det lå i luften, at finansloven skulle være Brian Mikkelsens første rigtige styrkeprøve. Han virker som en svag minister - kun overgået i svaghed af undervisningsministeren. Man må da kæmpe for sit område, men dette udspil er et stort nederlag for Brian Mikkelsen, som ellers allerede har meldt så meget ud om kulturen. Nu kan vi se, at han ikke har kæmpet ordentligt. Det er tydeligvis Venstre, der kører løbet i regeringen - man kan slet ikke se de konservative«, mener Naser Khader, der stærkt beklager de planlagte nedskæringer på Statens Kunstfond (igangsætterstipendierne), nedlæggelsen af Udviklingsfonden, nedgangen i biblioteksafgiften på 19 mio. kr., som går ud over forfattere og oversættere, og beskæringen af tilskuddet til teaterabonnementsordningerne. Mikroøkonomi »I rene besparelsestal er der tale om mikroøkonomi i forhold til det samlede statsbudget, men problemerne i kulturlivet bliver af makrostørrelse, og jeg vil da ikke afvise uro rundt omkring«, siger den radikale ordfører. Også Socialdemokratiets kulturpolitiske ordfører, Jytte Andersen, tager afstand fra Brian Mikkelsens første finanslov. »Vi er vidne til den voldsomste beskæring på kulturområdet i mands minde. Det kan være svært ikke at få den tanke, at dette blodbad er en tak for sidst til de mange fremtrædende kunstnere, der under valgkampen advarede mod en borgerlig regering med støtte fra Dansk Folkeparti«, siger Jytte Andersen til Ritzau. »Kulturen prioriteres simpelthen ikke særlig højt. Vi kan nu se frem til en udvikling, hvor mere og mere overgives til de internationale underholdningskoncerner og markedets benhårde logik«, mener Jytte Andersen. Så er begejstringen langt større hos næstformanden for Folketingets Kulturudvalg, Louise Frevert (DF) : »Vi er meget positive. Dette udspil er et skridt i den rigtige retning - bl.a. besparelserne på biblioteksafgiften. Det er udmærket«, fastslår Frevert over for Politiken. Retur til hovedartikel

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her